Kondom sikrer ikke sikker sex

Færre seksualpartnere er den mest sikre måde at undgå kønssygdomme på, mener svenske læger og jordemødre.

Det er ikke i sig selv nok at bruge kondom i kampen mod kønssygdomme./ Kinguaassiutitigut nappaatinut akiuunnermi usuup puua imminik naammanngilaq.

Det er ikke i sig selv nok at bruge kondom i kampen mod kønssygdomme.

Det fastslår en række læger og jordemødre i det svenske dagblad Dagens Nyheter søndag. De påpeger, at færre seksualpartnere er den mest effektive måde at begrænse smitte af klamydia, hiv og andre seksuelt overførte sygdomme på, skriver politiken.dk søndag.

De 12 læger og jordemødre, som har fagligt kendskab til problemet, henviser til, at nye undersøgelser viser, at det er vildledende at sidestille anvendelsen af kondom med sikker sex.

De anfører, at det er på høje tid, at betydningen af antallet af partnere får en fremtrædende plads i seksualoplysningen og ikke affærdiges som moralisering.

Tilfældene af klamydia i Sverige øges i øjeblikket med over 50 procent, mens der er en stigning i antallet af hiv-smittede på 20 procent.

I Grønland blev der i 2006 anmeldt 2.579 tilfælde af klamydia mod 2.713 i 2005. Forekomsten af klamydia i Grønland i 2006 var 4.532 pr. 100.000 eller cirka 10 gange mere end de 458 tilfælde pr. 100.000 i Danmark i 2006. Det fortæller Embedslægens årsberetning for 2006, der blev offentliggjort februar 2008.

Powered by Labrador CMS