Koncert oplevelse i København

Small Time Giants og Inuit Feet spiller i Global Copenhagen

Koncertplakat for Inuit Feet og Small Time Giants.

På fredag er der et interessant kulturelt arrangement i København, som har grønlandsk relevans.

Den dag har det københavnske spillested for verdensmusik, Global Copenhagen, nemlig valgt at sætte fokus på alternativ grønlandsk musik.

I den forbindelse præsenterer Global to af Grønlands mest spændende upcoming rockbands: Small Time Giants & Inuit Feet. Det oplyser Mike Jensen, der er sanger i Small Time Giants, og til dagligt er studerende i medievidenskab på Aarhus Universitet.

Small Time Giants

Small Time Giants spiller alternativ rock og består af fire unge grønlændere, der er opvokset i Qaqortoq. Musikken bevæger sig mellem to verdener, hvor både inspirationen fra den grønlandske og globale kultur, har en plads i både den følsomme stilhed og desperate støjrock, som bandet spiller. Bandet benytter sig af en række skæve toner, elektroniske trommer og samples, der gør deres udtryk både alternativt og aktuelt, oplyser Mike Jensen.

Inuit Feet

Inuit Feet serverer stærke melodier pakket ind i både socialrealistiske og lettere ironiske tekster, der smelter selv de mest koldhjertet lyttere. Med temaer som kærligheden til kvinder, hverdagens problemer og fester der går døde, inviterer Inuit Feet publikum ind i et dobbeltsproget univers af følelser og tanker fra hverdagen i en enlig mands liv. Sangene fremføres på både dansk og på grønlandsk med rockende rytmer blandet med lyden af en særlig karakteristisk mandolin, oplyser Mike Jensen.

Spillestedet

Mike Jensen oplyser, at Global Copenhagen er et spillested baseret på frivilligt arbejde, som har til mål at udbrede kendskabet til verdensmusik i Danmark. Bare i marts spiller bands fra bl.a. DR Congo, Colombia, Cuba, Sverige og Grønland.

- Målet med den grønlandske koncert er at vise en nutidig side af den grønlandske kultur, og samtidig give en god grund for grønlændere i Danmark til at samles om noget positivt og kulturelt, fortæller han.

Global har valgt at booke to relativt ukendte grønlandske bands fra Aarhus, da arrangementet skal være nyt og anderledes for folk med kendskab til grønlandsk musik, men også være alternativt i forhold til, hvad den enkelte koncertgænger forestiller sig af grønlandsk musik, fortæller Mike Jensen.

Powered by Labrador CMS