Kommuner skærer i førtidspension

Kommuner modregner forhøjelsen af førtidspensionen i pensionisternes personlige tillæg. Departementet for sociale anliggender råber vagt i gevær.

Foto: Handicappede og førtidspensionister til gudstjeneste. Foto: Leiff Josefsen

Førtidspensionen blev 1. juli forhøjet med 1.000 kroner om måneden, men i nogle kommuner modregnes forhøjelsen i pensionistens personlige tillæg, skriver socialdepartementet i en pressemeddelelse.

- Dette er ikke i overensstemmelse med førtidspensionslovgivningen, da personligt tillæg bevilges efter en individuel vurdering af behovet. Såfremt der ydes personligt tillæg som løbende ydelse, skal dette tages op til fornyet vurdering én gang årligt, samt ved ændrede personlige eller økonomiske forhold, skriver departementet.

Departementet understreger, at en forhøjelse af pensionsbeløbet med 1.000 kroner om måneden som konsekvens af en manglende pristalsregulering over en længere årrække, ikke kan betragtes som ”ændrede økonomiske forhold”.

Forhøjelsen af førtidspensionen er besluttet på baggrund af, at der siden 1998 ikke har været foretaget regulering af pensionsbeløbet, selvom forbrugerpristallet er steget.

Powered by Labrador CMS