massefyring

Kommuneqarfik Sermersooq opsiger 47 medarbejdere

Som en direkte konsekvens af Kommuneqarfik Sermersooqs spareplaner for næste års budget har kommunen de sidste par dage meddelt 47 af deres medarbejdere om kommunens planer for opsigelse af dem

Kommuneqarfik Sermersooq har de sidste par dage varslet 47 medarbejdere opsigelse

Kommuneqarfik Sermersooq varslede massefyringer den 25. september som en direkte konsekvens af den omstridte og midlertidige udligningsreform, der har været tæt på at tvinge Kommuneqarfik Sermersooq til at punge ud med ekstra 54 millioner kroner til den midlertidige udligningsreform, som daværende naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq fra Siumut besluttede skal gælde for fra 2015.

Men udskrivelsen af valget den 1. oktober stoppede alle nye initiativer. Det gældt også næste års midlertidige udligning, hvor udligningen for 2015 alligevel nu skal beregnes efter de samme principper som for 2014.

Læs: Sermersooq: Vi lægger et forsigtigt budget

Kommuneqarfik Sermersooq lægger alligevel et forsigtigt budget
Men efterfølgende valgte Kommuneqarfik Sermersooq at lægge - ifølge borgmester Asii Chemnitz Narup fra Inuit Ataqatigiit - et forsigtigt budget for 2015. For der kan efter valget teoretisk tænkes en situation, hvor et nyt Naalakkersuisut vil søge en dialog med kommunerne om en eventuel ny bloktilskuds- og udligningsmodel.

- Vi bliver nødt til at lægge et budget, der tager højde for, at vi får frataget 54 millioner kroner. Det er det eneste ansvarlige at gøre. Kommunen vil have store problemer, hvis kravet kommer i foråret, og vi ikke er klar, sagde Asii Chemnitz Narup den 7. oktober.

Læs: Omstridt udligningsordning sat i bero

47 medarbejdere får en dårlig nyhed
Og nu tvinger den økonomiske usikkerhed blandt kommunerne Kommuneqarfik Sermersooq til at indlede fyringsrunden blandt sine medarbejdere.

Kommunen har derfor de sidste par dage indkaldt 47 medarbejdere til samtale, hvor medarbejderne er blevet varslet opsigelse efter deres respektive opsigelsesperiode.

Onsdag var ifølge borgmester Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit, en svær dag for kommunen.

- I dag (onsdag, red) har været en tung dag i kommunen. 49 gode medarbejdere (det drejer sig om 47 medarbejdere, oplyser adm. dir. torsdag) er blevet sagt op på grund af de besparelser, vi er nødt til at foretage for at få næste års budget til at hænge sammen. Jeg føler med dem, og håber de alle kommer godt videre i livet, skrev Asii Chemnitz Narup på sin Facebook-profil onsdag.

Læs: Sermersooq fyrer 75 medarbejder

De 47 medarbejdere er ifølge kommunen blevet indkaldt til samtale, hvor de har fået meddelelsen om kommunens beslutning om opsigelse af dem, hvor medarbejderne efterfølgende har fået mulighed for at komme med deres indsigelse til kommunens beslutning.

Det har endnu ikke været muligt at indhente en kommentar fra Kommuneqarfik Sermersooqs administrerende direktør, Steffen Ulrich-Lynge.

Læs: Her er udligningsordningen for 2015

Powered by Labrador CMS