Kommunefogeden bankede på
Det er i dag et år siden, at 22-årige Inuk Larsen blev dræbt foran Flyvestation Karup, hvor han aftjente sin værnepligt
Dette er første del af tre i historien om Inuk Larsen og hans familie. Læs næste del i morgen fredag.
KFUM’s soldaterhjem var 22-årige Inuk Larsens andet hjem. Det var her, han brugte al sin fritid, når han ikke var i tjeneste som værnepligtig på Flyvestation Karup lige på den modsatte side af vejen. Det kostede ham livet.
Inuk Larsen havde altid drømt om at blive soldat, så det var med store forventninger, at han efter sin studentereksamen rejste til Karup for at aftjene værnepligten.
Da Inuk Larsen om aftenen den 7. oktober 2019 trådte ud i fodgængerfeltet mellem soldaterhjemmet og flyvestationen blev han ramt af en hvid VW Up og slynget 28 meter hen ad hovedvejen mod Viborg. Bilisten flygtede fra stedet.
Kunne intet stille op
De vagthavende soldater på flyvestationens hovedvagt hørte braget og ilede øjeblikkelig til med livreddende førstehjælp, men kunne intet gøre for den dødeligt kvæstede grønlandske soldat.
- Når en soldat bliver dræbt, slipper vi alt, hvad vi har i hænderne, fortæller oberst Palle Mikkelsen, der er chef for Flyvestation Karup.
Dødsbudskabet
- Først og fremmest skal vi have underrettet de pårørende. I Danmark gør vi det personligt ved at tage ud til familien, men det kunne desværre ikke lade sig gøre i Inuk Larsens tilfælde. Så i samarbejde med Arktisk Kommando fik vi kontakt til kommunefogeden i Kitsissuarsuit.
Mandag den 7. oktober lidt i klokken 20.20 grønlandsk tid bankede det på døren hos familien Larsen i Kitsissuarsuit.
- Det var kommunefogeden, som kom ind. Vi satte os ned. Han tog min hånd og sagde ordene: ”Det gør mig ondt. Jeres søn, Inuk Larsen, er blevet påkørt af en bil og er afgået ved døden”, beretter Mina Larsen, mor til Inuk.
Jeg var i chok
- Jeg sagde tak. Jeg var i chok, jeg kunne ikke engang græde. Det var en ubærlig tanke, at min lille søn var i Danmark, uden os, hos mennesker han ikke kender. At min ældste søn var død og lå der uden sin familie. Min mor, som var hos os, brast i gråd.
Samtidig bliver der i Karup arbejdet på flere fronter. Der er faste procedurer, når en soldat dør – og efter det danske forsvars mange indsatser i internationale konflikter i blandt andet Irak og Afghanistan har man en vis erfaring i det triste arbejde.
Efter at familien er blevet orienteret, koncentrerer oberst Mikkelsen sig sammen med sin nære medarbejder kaptajn Jacob Bjerregaard om at informere den afdødes kammerater, der fik mulighed for at være sammen og snakke ulykken igennem. Samtidig bliver det besluttet, at kaptajn Bjerregaard skal tage sig af familien, som man nu forsøger at få til Danmark.
I Challenger til Danmark
Det lykkes at få plads til fire familiemedlemmer på et Challenger-fly, der skal til Danmark om fredagen.
- Vi ville gerne afsted alle sammen. Men vores ældste datter på dengang 17 år kunne ikke bære at se sin storebror i den tilstand. Derfor besluttede vi, at min mand blev hjemme med vores datter. I stedet tog jeg, vores yngste på 12 år, min søns jævnaldrende fætter og min mor af sted. Vi tog en jolle til Aasiaat. Fra Aasiaat til Kangerlussuaq med fly. Og så Challenger til Danmark. Det hele var arrangeret af forsvaret, så vi ikke skulle tænke på det praktiske, siger Mina Larsen.
Da familien ankom til Flyvestation Karup, stødte Mina Larsens moster, Karen Angubesen og hendes ven Johnny Andersen, til. De bor i Danmark og skulle hjælpe med det praktiske – blandt andet med at oversætte. Hele familien blev indlogeret på flyvestationens hotel sammen med Jacob Bjerregaard, der de næste dage ikke slap familien af syne.
I weekenden var familien på besøg på Inuks tjenestested, hvor de hilste på hans kammerater, og man besøgte også KFUMs soldaterhjem, hvor Inuk havde brugt sin sparsomme fritid.
Opklaringen
Tirsdag den 15. – godt en uge efter ulykken - gik familien igen ombord på Challengeren til Grønland. Forinden havde de mandag aften fået en god nyhed midt i alle sorgerne:
-Vi var hos min moster, da telefonen ringede hos hende. Det var politiet, der oplyste, at vicepolitiinspektøren fra lokalpolitiet i Viborg var på vej med nye oplysninger, fortæller Mina Larsen.
-Vicepolitiinspektør Poul Vestergaard-Lau kom ind og fortalte, at man havde pågrebet manden, som påkørte vores søn. Da han fortalte om mandens alder, 71 år, blev vi alle chokerede. Min yngste på dengang 12 år sagde forfærdet: ”Han er lige så gammel som Aataa.” Vi sagde tak for oplysningerne, som gav os ro i sindet.