Kommune Qeqertalik: Kommunaldirektør fratræder

I en kort pressemeddelelse meddeler borgmester i Kommune Qeqertalik, Ane Hansen (IA), at kommunaldirektør Hans Peter Poulsen har meddelt, at han fratræder sin stilling.

Kommunaldirektøren i Kommune Qeqertalik har valgt at fratræde sin stilling og vil have sidste arbejdsdag senest i slutningen af oktober. Det meddeler borgmesteren i kommunen, Ane Hansen, i en kortfattigt pressemeddelelse.

Hans Peter Poulsen har siden etableringen af kommunen den 1. januar 2018 besat stillingen som kommunaldirektør, og har i perioden op til kommunens tilblivelse været med til at organisere kommunens struktur.

- Vi er meget glade for at vi i opstartsfasen af den nye Kommune Qeqertalik, har haft en god direktør, som har sat rammerne for en hel ny organisationsform, og vi ved det vil være svært at finde den kommende afløser. Omvendt vil vi gerne respektere Hans Peters beslutning som vi er sikker på, er truffet efter gode og grundige overvejelser, lyder det fra borgmester i Kommune Qeqertalik Ane Hansen i en pressemeddelelse.

Kommune Qeqertalik oplyser, at Hans Peter Poulsen i den nærmeste fremtid vil overdrage sine opgaver.

Powered by Labrador CMS