Kommune Qeqertalik suspenderer tre medarbejdere

Kommune Qeqertalik har valgt at suspendere 3 medarbedere i 14 dage i Kangaatsiaq.

Ane Hansen, IA
Offentliggjort

Grunden til at medarbejderne blev suspenderet er, at en gennemgang af sager i socialområdet har vist, at der er grund til yderligere undersøgelser, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi har en mistanke om, at de tre medarbejdere ikke har fulgt børn og ungeloven, der blev implementeret i sommers, siger borgmester i Kommune Qeqertalik Ane Hansen (IA) til Sermitsiaq.AG.

Loven foreskriver, at kommunen skal reagere på henvendelser og indberetninger om børn inden der er gået 24 timer.

Gennemgang af sagsakterne i Kangaatsiaq viser imidlertid, at flere sager ikke er blevet reageret på.

Oprydning efter Qaasuitsup Kommunia

Kommune Qeqertalik har, efter Qaasuitsup Kommunias deling, valgt at undersøge arbejdsgangene og sagsakterne i Aasiaat, Qeqertarsuaq og nu i Kangaatsiaq.

Socialområdet i Kangaatsiaq vækker dog større bekymring, da flere indberetninger om børn ikke er blevet reageret på 24 timer efter modtagelsen.

- Det er selvfølgelig ubehageligt, det er det jo altid, når det gælder børn. Vi har valgt at sende medarbejderne hjem i 14 dage, så de ikke påvirker den videre arbejde, forklarer Ane Hansen.

Kommunen har valgt at sende to medarbejdere fra Aasiaat og to medarbejdere fra Qeqertarsuaq til Kangaatsiaq. Medarbejderne skal varetage den daglige arbejde i Kangaatsiaq, samtidig med, at de fortsætter undersøgelserne i de sager, der ikke er blevet reageret på, oplyser borgmesteren.

Kommune Qeqertalik regner med, at undersøgelsen kan færdiggøres i løbet af 14 dage. Fritstillingen af de tre medarbejdere kan dog forlænges, hvis det bliver nødvendigt, oplyser Kommune Qeqertaliks borgmester, Ane Hansen, til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS