Kommune klar med 22 nye personaleboliger

Borgmester i Kommune Kujalleq glæder sig over kommunens 22 nye personaleboliger i Qaqortoq, der er klar til indflytning. Personaleboliger i Nanortalik og Narsaq er på tegnebrættet.

22 nye personaleboliger står indflytningsklare i adressen Qummut i Qaqortoq.

Kommunepersonale kan nu tilbydes en helt ny personalebolig i Qaqortoq ved ansættelse. Kommune Kujalleqs 22 nye personaleboliger i Qaqortoq står nu indflytningsklare, og det glæder borgmester Stine Egede (IA) sig over.

- Det er mig en glæde, at vores medarbejdere nu har mulighed for at bo i helt nye boliger, siger borgmester i Kommune Kujalleq Stine Egede på kommunens hjemmeside.

Boligmangel skaber personalemangel

Borgmesteren uddyber, at Kommune Kujalleq har oplevet, at medarbejdere stopper på grund af dårlige boligforhold.

- Det kan være problematisk at skaffe gode og tidssvarende boliger til vores medarbejdere, og desværre er der tilfælde, hvor vi mister kompetente medarbejdere på grund af boligsituationen. Så det er mig en glæde, at de nye boliger vil være med til at sikre optimale boligforhold for medarbejdere, siger Stine Egede.

Påvirket af corona

Byggeriet af de nye personaleboliger blev igangsat i 2019. Byggeriet har været længe undervejs, især på grund af forsinkede byggemateriale da coronapandemien var på sit højeste.

Bygherren har nu afleveret nøglene til boligerne, der venter på, at deres nye lejere flytter ind.

Kommune Kujalleq oplyser, at det er planen, at der også bygges kommunale personaleboliger i Nanortalik og Narsaq.

Powered by Labrador CMS