Kommune vil have elbiler

Kommuneqarfik Sermersooq vil gradvist have udskiftet den eksisterende bilpark i offenlige og private virksomheder med el-biler

Kommuneqarfik Sermersooq vil nu arbejde på at få udskiftet hele bilparken til el-biler i Nuuk. Foto: SermitsiaqAG

Kommuneqarfik Sermersooq vil i det kommende år indfase et par el-biler, ligesom der bliver arbejdet på en fælles ladeinfrastruktur i kommunen. Det fremgår af kommunens hjemmeside i forbindelse med, at Kommuneqarfik Sermersooq og CSR Greenland indgår samarbejde om elbiler.

Samarbejdet omhandler en gradvis udskiftning af den eksisterende bilpark til el-biler i både offentlige og private virksomheder. Kommunen vil påtage sig en koordinerende og samlende rolle i dette samarbejde mellem det private erhvervsliv, selvstyret og Nukissiorfiit, fremgår det af kommunens hjemmeside.

Samtidig vil Kommuneqarfik Sermersooq rette henvendelse til Naalakkersuisut med anbefaling om en forlængelse af den nuværende fritagelse af afgift på miljøvenlige biler.

Erhvervslivet har udtrykt et ønske om et forpligtende samarbejde, og flere private virksomheder som for eksempel ISS, Grønlandsbanken, Taxagut, Deres Auto og Nukissiorfiit har allerede indkøbt elbiler.

Igennem et par år har både private virksomheder og Kommuneqarfik Sermersooq testet elbiler.

Med samarbejdet vil Kommuneqarfik Sermersooq bidrage til at sænke CO2-udledningen og til at forbedre bymiljøet i Nuuk.

Powered by Labrador CMS