Kommune efterlyser ”miljøsvin”

Kommuneqarfik Sermersooq leder efter de ansvarlige for miljøsvineri i Narsaarsuk, hvor rendyrjægere har fundet bunkevis af efterladenskaber i naturen fra tidligere besøgende.

Kan du genkende disse efterladte effekter i naturen? Så vil kommunen gerne høre fra dig. Sådan lyder beskeden fra Kommuneqarfik Sermersooq, efter der er fundet en bunke skrald og rod i naturen ved Narsaarsuk i Nuup Kangerlua.

Da Frederik Josefsen drog mod Narsaarsuk med sine kammerater for at tage på rensdyrjagt, var det et trist syn, der mødte dem. Flere telte, madrasser, soveposer, gulvtæpper, gas, petroleumsovne, primusser, gryder, dåsemad samt en hel masse andre ting lå efterladt i naturen.

Beskyttelse af naturen er en fælles opgave, og derfor er det trist at se, at nogle ødelægger naturen på denne måde. Hvad man tager med ud i naturen, skal man sørge for at tage med hjem igen, lyder det fra kommunen.

Hvis du kan genkende nogle af effekterne, så ret henvendelse til sai@sermersooq.gl eller telefon: 34 70 00. Kommunen vil i første omgang give de ansvarlige et påbud, og hvis det ikke løser sig, vil det blive anmeldt til politiet.

Powered by Labrador CMS