Gå til hovedindhold

Kommune vil bevare Narsarsuaq som atlantlufthavn

Uanset hvordan Narsarsuaqs fremtid kommer til at se ud, så skal Narsarsuaq fortsat være en bygd med indbyggere i Kommune Kujalleq. Det fastslår en enig kommunalbestyrelse i kommunen.

Alle muligheder i Narsarsuaq skal granskes.

Det slår en enig kommunalbestyrelse i Kommune Kujalleq fast.

Borgmesteren i kommunen, Kiista P. Isaksen (S) er i dag på vej til Nuuk. Hun har en ønskeliste med sig, som hun skal aflevere til Naalakkersuisut hvor hun også får mulighed for at drøfte listens indhold.

Kommunalbestyrelsen holdt møde i går onsdag den 18. september, hvor Narsarsuaqs fremtid står som et af punkterne i dagsordenen.

Arbejdsgruppen, der tæller repræsentanter fra kommunen og selvstyret er i juni i år kommet frem til, at Narsarsuaq kan blive en heliport. Kommunalbestyrelsen ser dog helst, at der fortsat er arbejde i lufthavnen for indbyggerne.

- Et af vores ønsker er, at Narsarsuaq skal holdes fortsat åbent som atlantlufthavn året rundt. Derudover ønsker vi,  at erhvervsmulighederne i området bliver undersøgt af eksterne konsulenter og af for eksempel Innovation South Greenland som er nyetableret, siger Kiista P. Isaksen til Sermitsiaq.AG.

Hun understreger, at kommunen mener, at eksterne konsulenters undersøgelse af erhvervsmulighederne i Narsarsuaq skal finansieres af Selvstyret.

Narsarsuaq bevares

- Uanset hvad, så ønsker vi Narsarsuaq bevaret. Og vi mener, at Narsarsuaq bør holdes åbent som lufthavn i mindst fem år efter etableringen af Qaqortoqs lufthavn. Implementeringen skal have en lang tidsperiode, så vi også kan have mulighed for at undersøge alle muligheder i bygden, siger Kiista P. Isaksen.

Hun understreger, at spørgsmålet om nedgradering til heliport ikke er blevet berørt i Kommune Kujalleq, da dette er et landspolitisk spørgsmål.

- Jeg vil dog sige til Naalakkersuisut, at trafikken i Sydgrønland skal gøres mere smidigt. Der er ingen forbindelse mellem rejsebureauerne, som benyttes i Syd, og hvis vi skal have flere turister, så skal trafikken og informationerne herom være mere tydelige, siger hun.

Råstofferne

Kiista P. Isaksen lægger ikke skjul på, at udenlandske interessenter har tidligere henvendt sig til kommunen om Narsarsuaq. Hun fortæller, at råstofselskaber har vist interesse for Narsarsuaq.

- Naalakkersuisut bør kontakte råstofselskaberne, der er interesseret i Narsarsuaq. Vi skal finde ud af, hvad selskaberne vil, og derfra bør der tages en beslutning, siger hun.

Flere af disse emner, og mere til om kommunen, skal borgmesteren i Kommune Kujalleq, Kiista P. Isaksen drøfte med flere af Naalakkersuisut og departementerne i morgen fredag.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER