Kognitiv terapi kan lindre kroniske smerter, viser forsøg

I et amerikansk forsøg forsvandt smerterne for over halvdelen, da folk med kronisk ondt i ryggen fik terapi i fire uger. Men i virkeligheden virker det næppe lige så godt, vurderer dansk forsker.

De fleste har prøvet at have ondt i ryggen. For det meste går det over, men nogle oplever, at smerterne bliver ved og ved, uden at der er en konkret grund til det.

Nu har amerikanske forskere lavet et forsøg, hvor folk med kroniske rygsmerter, som gik i psykologisk samtaleterapi, blev helt eller næsten smertefri, skriver Videnskab.dk.

- Behandlingen er baseret på den præmis, at hjernen kan fremkalde smerte, selv om der ikke er en skade, eller efter at skaden er sket, og at folk kan aflære den smerte, siger studiets førsteforfatter Yoni Ashar i en pressemeddelelse.

- Vores studie viser, at det virker, tilføjer forskeren, som lavede forsøget, mens han var ph.d.-studerende på Afdeling for Psykologi og Neurovidenskab på University of Colorado i USA.

I studiet, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift JAMA Psychiatry, inddelte Yoni Ashar og kolleger 151 personer med kroniske rygsmerter i tre tilfældige grupper.

Placebo, smertebehandling og treapi

Én gruppe fik en placebobehandling bestående af en saltvandsindsprøjtning. En anden gruppe fortsatte i almindelig smertebehandling.

Den tredje gruppe fik i fire uger en særlig type kognitiv terapi, hvor de arbejdede med deres tanker og følelser omkring smerterne.

Kognitiv adfærdsterapi (ofte blot kaldet kognitiv terapi) er en psykologisk metode, som fokuserer på, hvad klienten tænker om sig selv og sine vanskeligheder.

Gennem terapien lærer klienten blandt andet at korrigere uhensigtsmæssige og negative tankemønstre, så de bliver mere realistiske.

I alt modtog de en times terapi to gange om ugen, hvor de blandt andet fik teknikker til at håndtere svære følelser, som potentielt kan forstærke smerten, og teknikker til at fremme positive følelser og medfølelse for sig selv

Efter terapiforløbet var 33 af de 50 forsøgsdeltagere, der fik terapi, helt eller næsten smertefri.

Efter et år var der stadig flest i gruppen, der havde fået terapi, som var smertefri.

Ikke nyt at terapi hjælper

Smerteforsker Lars Arendt-Nielsen har ikke været involveret i forskningen, men han har læst den videnskabelige artikel.

- Det er ikke nyt for mig, at psykologisk terapi hjælper på kroniske smerter, siger Lars Arendt-Nielsen, som er professor på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.

I det nye studie finder forskerne en meget større effekt af kognitiv terapi, end Lars Arendt-Nielsen normalt vil forvente. Det kan ifølge smerteforskeren skyldes, at forsøgsdeltagerne adskiller sig fra typiske smertepatienter og tror på, at terapien virker, men også, at nye terapiformer ofte har bedre effekt i de første studier, der bliver publiceret, end i de efterfølgende.

Normalt er kognitiv terapi i sig selv ikke nok til at få kroniske smerte til at forsvinde, påpeger Lars Arendt-Nielsen til Videnskab.dk.

- Under normale omstændigheder er det ikke sådan, at man bare kan give folk kognitiv terapi, og så er smerterne væk. Terapien kan bidrage til behandlingen sammen med andre tiltag, og der er forskel fra person til person på, hvor godt det virker, siger professoren og tilføjer:

- I Danmark kommer kroniske smertepatienter, som har haft ondt i flere år, ofte på en tværfaglig smerteklinik, hvor de får en kombination af kognitiv terapi, fysioterapi og eventuelt medicin.

Hjernecentret reagerer

I det amerikanske forsøg har forskerne før og efter målt, hvordan forsøgsdeltagerne reagerer på smerte i en hjerneskanner. Målingerne viser, at aktiviteten i de hjernecentre, der er forbundet med følelsen af smerte, især er dæmpet hos dem, der har fået kognitiv terapi.

Selv om der er usikkerheder i tolkningen af den slags hjerneskanninger, giver det god mening at bruge dem, som de amerikanske forskere har gjort, til at validere målinger, hvor folk markerer på en skala, hvor ondt de har, siger Lars Arendt-Nielsen til Videnskab.dk.

- Smerte og oplevelsen af at have ondt opstår jo i hjernen, så hvis man kan få hjernen til at opføre sig, så den bliver distraheret fra smerten, har det en effekt, siger han.

Powered by Labrador CMS