I kø for at blive forsvarer

Nu er der for første gang kommet krav om, at de grønlandske forsvarere skal have gennemført en egentlig uddannelse, skriver dr.dk.

Manglen på uddannede folk har i årevis betydet, at domstolene i Grønland stort set var betjent af personale uden juridisk baggrund. Nu er der for første gang kommet krav om, at de skal have gennemført en egentlig uddannelse.

Det har betydet farvel til nogle af de gamle forsvarere og goddag til en lang række nye, heriblandt mange kvinder.

- Grønland har længe manglet forsvarere, det er godt, at der nu kommer så mange nye, siger Peter Mathiassen.

Fare for justitsmord

Selv har han virket som forsvarer i næste 40 år og har gentagne gange slået i bordet for at få en egentlig forsvareruddannelse. Han har peget på risikoen for et justitsmord, hvis forsvarerne ikke blev klædt bedre på.

Selv om Peter Mathiassen har været tilknyttet retsvæsenet som forsvarer siden slutningen af 60erne har han ingen juridisk baggrund, han er udlært brugsuddeler og arbejder som tolk.

Derfor måtte han som sine øvrige gamle kolleger på skolebænken, da det nye uddannelseskrav blev vedtaget, fortæller projektleder Maria Løkke Rasmussen:

- Mange af de erfarne klarede det rigtig godt, men der var desværre også nogle af dem, som ikke bestod.

En tredjedel af kursisterne klarede ikke den afsluttende prøve, nogle af dem havde ellers virket som forsvarere i en årrække.

Ikke straf

Det grønlandske retsvæsen er blevet kaldt verdens bedste, fordi det bygger på reintegration af kriminelle fremfor straf.

Brugen af lægfolk har været fremhævet som en styrke i de små lokalsamfund, men kriminaliteten er blevet hårdere og lovgivningen mere kompleks. Derfor er der brug for en uddannelse nu, siger Maria Løkke Rasmussen.

Hun er blevet positivt overrasket over, hvor mange der har vist interesse for at tage den nye uddannelse:

- Taxa-chauffører, tidligere politifolk, studerende - unge og gamle - har søgt.

Kvinder som forsvarere

Det gamle forsvarerkorps bestod mest af agtværdige ældre mænd, derfor er Maria Løkke Rasmussen glad for, at det er lykkes at tiltrække flere unge og mange kvinder, så der nu er ca. halvt af hvert køn.

Forsvarere i Grønland lever ofte i små bygder, hvor de møder offer, pårørende og gerningsmand igen. De skal være i stand til at kunne forsvare personer, som er yderst upopulære i lokasamfundet, og lægge personlige sym- og antipatier til side. Det er en svær balance, men idealismen er intakt:

- De kan ikke spinde guld på det her eller blive stjerneadvokater, men der er tale om virkelig engagerede folk, som vil det for Grønland, siger Maria Løkke Rasmussen.

Powered by Labrador CMS