Koalitionsaftale: Sådan skal Grønland styres igennem krisen

Fokus på sparsommelighed og beskæftigelsesindsatsen samt hjælp til sundhedsvæsenet og nødlidende virksomheder skal få Grønland igennem coronakrisen, står der i koalitionsaftalen mellem Siumut, Nunatta Qitornai og Demokraatit.

Siumut, Nunatta Qitornai og Demokraatit har præsenteret den koalitionsaftale, der skal være fundamentet for koalitionens politiske arbejde resten af valgperioden 2020 til 2022.

Den første og mest centrale del af aftalen handler om, hvordan koalitionen vil lede Grønland gennem coronakrisen.

Koalitionen slår fast, at den vil fastholde at tilføre de nødvendige ressourcer til sundhedsvæsenet:

- Patientsikkerheden og den generelle sundhed skal sikres, står der i aftalen.

Krisen vil påvirke Grønlands økonomi kraftigt i de kommende år, har både Departement for Finanser og Økonomisk Råd forudset.

Fokus på sparsommelighed

Koalitionspartierne erkender, at det bliver svært at realisere mål om vækst i økonomien i perioden, og derfor vil fokus være på at afbøde konsekvenserne af coronakrisen.

Nødlidte virksomheder og deres medarbejdere skal have mulighed for at få hjælp, men livremmen skal også spændes ind:

- Den førte økonomi- og finanspolitik fastholdes, hvor der sættes fokus på omkostningsbevidsthed og sparsommelighed. Der er behov for at tage de nødvendige forholdsregler, så Landskassens og kommunernes likviditet til enhver tid kan håndtere COVID-19-krisen, står der i aftalen.

Samfundsøkonomien må ikke gå i stå

Samtidig understreger partierne, at samfundsøkonomien ikke må gå stå:

- Og derfor vil koalitionspartierne sikre de nødvendige tiltag til fastholdelse af beskæftigelse og aktivitet i alle landets regioner, hvorfor bevillinger i videst muligt omfang spredes ligeligt.

Koalitionen ridser også følgende punkter op, som den vil arbejde for:

  • En skole- og uddannelsesreform
  • Forsættelse af styrkelse af kulturlivet
  • Revision af fiskeriloven
  • Revision af fangst- og jagtlov
  • Udbygning af produktionsanlæggende i byer og bygder
  • Reform af arbejdsmarkedslovgivningen
  • Pengestrømsanalyse mellem Grønland og Danmark
  • Forberedelse af overtagelse af sagsområder fra staten
  • Fortsættelse af arbejdet omkring forfatning
  • Etablering af en miljøfond
Powered by Labrador CMS