Koalitionen styrker sin position i Qaasuitsup Kommunia

Koalitionen har flertal i kommunalbestyrelsen og Siumut er helt isoleret

Nu er det Koalitionen, der bestemmer, konstaterer den nye gruppeformand, Ane Lone Bagger tørt. Foto: Privat

Koalitionen Inuit Ataqatigiit, Kattusseqatigiit Partiiat, Atassut, Demokraterne i Qaasuitsup Kommunia har nu valgt storgruppeformand og næstformand.

Formanden for den samlede gruppe på 4 partier er Ane Lone Bagger fra Demokraterne. Det oplyste koalitionen i Ilulissat fredag i en pressemeddelelse.

Næstformanden blev Edvard I. Kristiansen, Inuit Ataqatigiit

Derudover blev der valgt politiske ordførere i koalitionen, som er flg: 1.viceborgmester Timooq Mølgaard, Atassut, og 2.viceborgmester Bendt B. Kristiansen, Inuit Ataqatigiit.

Koalitionen bestående af IA,A,KP & D har i alt 11pladser ud af de 21 pladser i kommunalbestyrelsen.

Inuit Ataqatigiit har 5 pladser

Atassut har 3 pladser

Kattusseqatigiit har 2 pladser

Demokraterne har 1 plads

- Så nu er det Koalitionen, der bestemmer, konstaterer den nye gruppeformand, Ane Lone Bagger, tørt og tilføjer:

- Borgmesteren skal arbejde for den politik som koalitionen fører.

I henhold til den kommunale styrelseslov kan en borgmester ikke afsættes midt i en valgperiode.

Det betyder, at siumuts Jess Svane er tvunget til at føre oppositionens politik.

Den nye magfordeling afspejler sig også i de stående udvalg, hvor den store koalition har flertal og torsdag valgte formænd. Undtagen i økonomiudvalget, hvor borgmesteren er født formand. Men koalitionen har flertal i økonomiudvalget, og det må Jess Svane finde sig i, vurderer koalitionsformanden.

Ane Lone Bagger siger: - Vi har flertal i økonomiudvalget og alle stående udvalg.

Og hun henviser til kommunens hjemmeside, der fortæller hvem de nye formænd er (undtagen i økonomiudvalget, hvor borgmesteren som sagt fortsætter).

De politiske udvalg i Qaasuitsup Kommunia konstituerede sig torsdag med nye formænd.

De nye formænd er:

Økonomiudvalget: Jess Svane (S)

Social og Familieudvalget: Naja Petersen (A)

Udvalget for Fangst og Fiskeri: Edvard Kristiansen (IA)

Udvalget for Kultur, Undervisning og Fritid: Ole Zeeb (KP)

Udvalget for Anlæg, Miljø og Infrastruktur: Bendt B. Kristiansen (IA)

Udvalget for Erhverv, Råstof og Turisme: Peter Olsen (IA)

Powered by Labrador CMS