KNR er udfordret på flere fronter

KNR kæmper med nye medievaner hos forbrugerne og skimmelsvamp i de lejede bygninger, hvor tv-produktionen foregår, fremgår det af public service redegørelsen for 2019, der netop er offentliggjort.

KNR levede op til sine forpligtelser i servicekontrakten med Selvstyret, fastslår direktør Karl-Henrik Simonsen Public Service redegørelsen for 2019, men han er bekymret for fremtiden.

- I 2019 har vi forsøgt at fastholde den stigning af egne produktioner i både Radio og Tv fra 2018. Men lønudviklingen, sammenholdt med de tilskud KNR modtager, gør, at vi i årene, der kommer, må arbejde hårdt for at fastholde de i Public Service kontrakten krævede timer. Det er derfor vigtigt at pointere, hvis økonomien ikke forbedres, så vil KNR have svært ved at fastholde- og udvikle produktsortimentet, skriver direktøren i forordet, der imidlertid fastslår, at det fortsat er KNRs mål at modernisere såvel sendefladerne som platformene for at imødekomme seernes og lytternes krav.

Medieforbrug i forandring

Medieforbruget i Grønland ændrer sig nemlig, bliver det fastslået.

- Lyttere og seere anvender i meget højere grad internettet og streamingtjenesterne, og det udfordrer de traditionelle Public Service-stationer som KNR, oplyser Karl-Henrik Simonsen.

Fra en helt anden front blev især tv-produktionen udfordret i 2019, idet skimmelsvamp i tv-bygningen resulterede i, at man midlertidigt måtte flytte i andre lokaler. Det var således fjerde gang på 3 ½ år at skimmelvækst gav problemer.

Folketingsvalget i 2019 kom til at fylde en del i programfladen og var årsag til, at tv- og radio-produktionen lå lige over servicekontraktens mål.

Redegørelsen fastslår, at mediehuset fortsat forfølger en web-first-strategi, hvilket vil sige, at nyheder skal publiceres først på internettet for derefter at blive versioneret til radio og tv.

Online-fremgang

Af redegørelsen fremgår det, at onlinemediet knr.gl ”fortsætter sin stærke og gode udvikling” og peger på, at netmediet har rundet én million unikke brugere, og man havde 11,9 millioner sidevisninger i 2019. Til sammenligning oplyser mediehuset Sermitsiaq.AG, at deres onlinemedie havde 1,6 millioner unikke brugere og over 26 millioner sidevisninger i 2019.

En tilfredsmåling har KNR også gennemført i løbet af 2019. Den viser, at radioavisen og Qanorooq følges af omkring 80 procent af befolkningen dagligt eller næsten dagligt. Mere end 70 procent af dem er godt tilfredse, mens 78 procent af KNR-hjemmesiden er tilfredse med indholdet, fremgår det af redegørelsen.

Powered by Labrador CMS