KNR-journalist jages stadig af præst

Der skulle gå mere end 20 år, før den tidligere KNR-journalist Frederik Roed, fortalte om sin uhyggelige hemmelighed som offer for en pædofil præst

..Siden TV-udsendelsen om, -ja, du jo ved selv, -har jeg i mit hjerte ikke kunnet slippe dig...

Sådan skriver en katolsk præst i november 2010 til Frederik Roed, efter et TV-dokumentarprogram, hvor Frederik Roed fortæller om, hvordan han udnyttes af en katolsk præst i sine ungdomsår.

Det skriver Nordjyske, der søndag bringer et stort portræt af Frederik Roed, der var den første, der anmeldte en katolsk præst for pædofili. Portrættet er i anledning af Frederik Roeds nye bog om samme emne, hvor han skriver om sin beretning i bogen Messedreng.

Frederik Roed bliver som ung teenager messedreng i den katolske kirke i Danmark. Han er ensom og usikker. Familien derhjemme er i opbrud, og svigt og angst er dagligt noget, Frederik må kæmpe med. I kirken kan han søge tilflugt. Den katolske fader tager Frederik til sig, tager ham under sin vinge, men det går snart op for den søgende teenager, at han i virkeligheden er offer for en halvpædofil præst, der udnytter både Frederiks og andres situation.

Først nu - mange år efter - fortæller Frederik Roed den uhyggelige historie om sin tid som messedreng. Det er en grusom, men gribende og litterært velskrevet beretning om at se et uhyre i øjnene og blive konfronteret med fortiden.

Frederik var den første til at anmelde en katolsk præst, og han deltog i efteråret ´10 i et dokumentarprogram på DR1 om den katolske kirke.

Frederik Roeds anmeldelse af den katolske præst har ikke fået retslige konsekvenser. Politiet konkluderede, at sagen var forældet, og den katolske kirke lod John blive ved med at arbejde som præst og bo i klosteret, selv om han officielt var suspenderet. Samtidig med, at bogen er på gaden, går præsten på pension, har kirken meddelt.

Frederik Roed har boet og arbejdet i Nuuk i mange år, hvor han var journalist på KNR.

Powered by Labrador CMS