KNQK: Bedre samarbejde skal sikre vaccination af hunde

Alt for ofte oplever slædehundeejere datoudløbne vacciner, vaccinemangel eller mangel på vaccinatør. Det resulterer i udelukkelse til væddeløb som fremover bør undgås, mener KNQK.

Slædehund, sommer

Der skal en bedre koordination mellem KNQK, de lokale slædehundeejere og kommunerne for at holde styr på slædehundenes vacciner.

Det mener organisation af grønlandske hundeslædeførere, KNQK, der har en plan om at etablere et bedre samarbejde med kommuner, hvor der er slædehunde.

- Det er rigtigt, at der har været flere udfordringer med at følge retningslinjer i forhold til vaccination af slædehunde. Alt for ofte oplever slædehundeejere udløbne vacciner, mangel på vacciner og endda mangel på en person, der er autoriseret til at vaccinere hundene, fortæller Mikkel Jeremiassen.

Det resulterer i udelukkelse til hundeslædevæddeløb til hundeejerne. I år blev Aasiaat og Tasiilaq udelukket fra løbet, da hundene manglede de lovpligtige vacciner.

I værste fald resulterer det i hundesygdomme, der kan ende fatalt for slædehunde.

DNA-analyser

Det er ikke kun ved manglende vaccination af slædehunde, at hundeejere bliver udelukket til hundeslædevæddeløbet. Også ved mistanke om blanding af andre hunderacer kan et helt bosted eller by udelukkes. De seneste mange år har Qeqertarsuaq været diskvalificeret på grund af mistanke om slædehunde, der er blandet med andre hunderacer men er netop blevet godkendt til at deltage igen ved næste væddeløb.

- For at undgå diskvalificering af byer eller bygder på grund af mistanke er det vigtigt at sikre, at der er midler til DNA-analyser af hunde, lige så snart mistanken opstår, påpeger formand for KNQK Mikkel Jeremiassen.

- Vi opfordrer derfor politikerne til at oprette en særskilt konto til midler, der kan anvendes til DNA-analyser af hunde, da ansvaret har ligget der, siger han.

Også Qimmeq-projektet har opfordret, at der oprettes en ”opsparing” til DNA-analyser, så analyserne kan sættes hurtigere i gang for at undgå yderligere blanding af slædehunden.

KNQK har netop fået godkendt deres anmodning om at udsætte deres indsending af deres høringssvar til høringen om lov om slædehunde, der har høringsfrist 15. oktober.

Powered by Labrador CMS