KNI: Vi skal lære af skandalerne og øge digitalt fokus

KNI's nye direktør ser på året der er gået og forventningerne til virksomheden i 2022. Der skal blandt andet sættes punktum for sager om regnskabsrod og sexchikane og så skal KNI med ind i den digitale tidsalder.

2021 har for KNI været præget af flere negative sager som regnskabsrod og sexchikane anklager mod den tidligere direktør.

Jeppe Jensen

Den nytiltrådte direktør Jeppe Jensen overtog stolen i begyndelsen af august efter Peter Grønvold Samuelsen, som tidligere i år valgte at fratræde sin stilling kort før det kom frem, at to tidligere medarbejdere havde politianmeldt ham for sexchikane.

Den sag er sammen med sagen om virksomhedens regnskaber noget af det, der har fyldt meget i det forgangne år.

- Der er ingen tvivl om de mest skelsættende begivenheder for KNI i årets løb har været de kedelige sager omkring chikane og uregelmæssigheder i regnskaber, som har fået stor opmærksomhed internt i KNI og ikke mindst i medierne. Store og tunge sager både for KNI og for det grønlandske samfund – det er vi meget bevidste om, fortæller Jeppe Jensen til Semritsiaq.AG.

Sagerne skal bruges fremadrettet

Han understreger, at sagerne fortsat har et stort fokus.

- Lige så skadelige sagerne har været for KNI, lige så vigtige er de for den forandringsproces, vi er påbegyndt i selskabet. Vi vil bruge sagerne konstruktivt, og lade dem være udgangspunktet for at skabe et bedre KNI. Vi vil lære af de ting der er sket, siger direktøren.

Begyndelsen af det nye år skal bruges til at få ryddet helt op i de mange sager og udfordringer som virksomheden har været gennem.

- Det er min forventning, at når vi i en nær fremtid kan kigge tilbage på forløbet, så kan vi sige, at sagerne er blevet fuldt belyst og afsluttet på bedst mulige måde.

Skal arbejde med arbejdsmiljø

Og så skal virksomheden se fremad. Jeppe Jensen fortæller at der skal arbejdes benhårdt for at ændre virksomhedens arbejdsmiljø, omdømme og brand.

- Forandringsprocessen er startet i år, og bliver intensiveret i 2022. Skaber vi et trygt og dynamisk arbejdsmiljø giver vi vores medarbejdere et større overskud til at tage fat, tage ansvar og turde tage de ambitiøse valg.

Det skal ifølge direktøren blandt andet hjælpe til med at tiltrække og fastholde gode medarbejdere, som kan styrke virksomheden på sigt.

Digital udvikling på vej

Ud over at få lagt de dårlige sager bag sig, så skal virksomheden også arbejde med at få det virksomhedens digitale afsæt med ind i det nye år.

- Det billede jeg havde af KNI efter at have orienteret mig på hjemmesider med mere, og det billede jeg har nu efter blot et halvt år som direktør, er næsten som to forskellige selskaber. Det stivnede online-univers fremstiller KNI som et selskab, der er stoppet med at udvikle sig. Det er langt fra tilfældet, og det billede må vi ændre på - men det kræver at vi udnytter de digitale muligheder bedre.

Et andet fokusområde for virksomheden er klimaet. Der kører virksomheden i to spor, hvor det ene handler om at energioptimere alle KNIs bygninger, køle- og varmeanlæg. Mens det andet handler om at arbejde for at udfase plast i butikkerne

- Udover over at minimere vores egen belastning af klimaet forholder vi os også aktivt til vores ansvar for plastikforurening i naturen. Vi sælger mange olie og smøreprodukter, og vi ved at mange efterlades i naturen. Derfor igangsatte vi en national kampagne i marts måned. For at undgå at de texaco produkter vi sælger via Polaroil og Pilersuisoq efterlades i naturen betaler vi 3 kr. pr returneret dunk

Powered by Labrador CMS