flere måneders strid

KNI: Retsligt efterspil venter med Comby

Installation af et nyt ADSL-baseret IT-netværk leveret af Comby er mislykket, siger KNI’s koncernchef Claus Jensen

- Det er ikke lykkedes leverandøren Comby at få et nyt IT-netværk til at fungere i KNI, siger KNI’s koncernchef Claus Jensen

Det var en tydeligvis frustreret Brian Torp, administrerende direktør i Comby A/S, der i en artikel publiceret her på hjemmesiden Sermitsiaq.AG onsdag morgen fortalte, at Comby ’med øjeblikkelig virkning på baggrund af flere måneders tvist omkring uberettiget tilbageholdelse af betalinger desværre ser Comby sig nødsaget til at stoppe alle leverancer til KNI A/S’.

Læs "Comby: Vi standser leverancen til KNI efter afpresning"

Men der er ifølge KNI en god forklaring på, hvorfor koncernen ikke er tilfreds med samarbejdet med Comby.

- Det er ikke lykkedes leverandøren Comby at få et nyt IT-netværk til at fungere i KNI. Det nye system skulle køre hurtigere, men det gik langsommere. Derfor har KNI’s ledelse besluttet at skifte tilbage til det tidligere netværk, forklarer KNI’s koncernchef Claus Jensen og tilføjer:

- Det har medført driftsforstyrrelser af kortere varighed, at Comby har ’trukket stikket’. Vi håber, kunderne vil bære over med os, hvis der forstsat skal foretages justeringer.

Situationen tager KNI’s ledelse nu konsekvensen af og skifter tilbage til det tidligere MPLS-baserede netværk. Det har i kortere tid påvirket pisia.gl, Pilersuisoq og Polaroil samt andre af koncernens forretningsenheder og hovedkontor.

Retsligt efterspil
Tilbage står et retsligt efterspil. Kontrakten mellem parterne skulle løbe over fire år og har en værdi af 31 millioner kroner.

KNI ønsker at ophæve kontrakten - også på baggrund af, at Comby har ’trukket stikket’ mandag den 30. september, hvilket betød, at forbindelsen til e-handelsvirksomheden Pisisa.gl, andre forretningsenheder og KNI’s hjemmeside blev afbrudt.

- Vi købte et system, der skulle køre hurtigere, men det gik langsommere. Vi har gennem længere tid søgt at få en forhandlingsløsning med Comby og har i dette forløb tilbageholdt betalinger, fordi Comby ikke har leveret i henhold til kontrakten. Det har Comby ikke ønsket. Comby har afbrudt samarbejdet, og vi vil kræve kontakten hævet på grund af misligholdelse. Som vi ser det, kan det nye ADSL it-system ikke som lovet tilføre merværdi. Vi kan ikke overfor KNI’s kunder forsvare en merudgift i størrelsesordenen 31 millioner kroner, som ikke kan tjenes hjem ved en bedre it-drift, siger Claus Jensen.

- Vi finder det rigtigst at afvente sagens videre udvikling, før vi vil sætte konkrete tal på de tab, som KNI har lidt ved Combys manglende levering. Aftalen er indgået i maj 2012 alene af den daværende økonomidirektør på vegne af KNI med leverandøren Comby, oplyser KNI’s koncernchef.

Powered by Labrador CMS