krise i KNI

KNI-formand: Bankerne har tillid til os

Bestyrelsesformand i KNI, Niels Thomsen, er godt tilfreds efter tirsdagens møde med koncernens kreditgivende banker

- Jeg er utrolig glad for, at KNI har et så godt funderet samarbejde med vores långivere, som tilfældet er, siger bestyrelsesformand i KNI, Niels Thomsen

Efter den seneste tids voldsomme uro i KNI A/S var der tirsdag møde mellem bestyrelsesformand i KNI, Niels Thomsen, og de kreditgivende banker bag detail- og engrosvirksomheden.

Ifølge en pressemeddelelse fra KNI ’slog Niels Thomsen på mødet fast, at KNI på ingen måde befinder sig i en økonomisk eller finansiel krise, og at selskabet anser det aktuelle likviditetsberedskab for at være passende i forhold til de forretningsmæssige aktiviteter’.

- Når det er sagt, så er der heller ingen tvivl om, at KNI har ledelsesmæssige udfordringer, efter at bestyrelsen i sidste uge valgte at standse samarbejdet med koncernchefen Claus Jensen, at tre bestyrelsesmedlemmer valgte at trække sig fra bestyrelsen, og at to andre ledende medarbejdere, økonomidirektør Jan Rahbech og regnskabschef Per Jensen, forud for bestyrelsens beslutning havde opsagt deres stillinger af andre grunde, skriver Niels Thomsen.

Læs "Endnu en topperson forlader KNI"

Læs "Kreditbanker foruroliget over KNI-kaos"

Vil ikke gået på kompromis
Han oplyser videre, at han også på mødet slog fast, ’at der ikke vil blive gået på kompromis med kvaliteten, hverken hvad angår de nye bestyrelsesmedlemmer eller den nye operative ledelse’.

KNI har konstitueret Peter Grønvold Samuelsen som CEO (administrerende direktør) og Jan H. Lynge Pedersen som CFO (økonomidirektør‎). Endvidere har både Jan Rahbech og Per Jensen givet tilsagn om at stå til rådighed for KNI, indtil en blivende løsning er fundet.

Niels Thomsen er glad
- På baggrund af bestyrelsesformandens redegørelse gav bankerne samlet en tilkendegivelse af at de fortsat støtte op om KNI, og at alle kreditfaciliteter opretholdes, meddeler Niels Thomsen.

- Jeg er utrolig glad for, at KNI har et så godt funderet samarbejde med vores långivere, som tilfældet er. Jeg er meget bevidst om de, udfordringer vi står overfor, og jeg forstår, at bankerne selvfølgelig vil følge tæt med i, hvordan de ledige poster bliver besat. Jeg er overbevist om, at vi til fulde vil indfri de forventninger, der er til os på dette punkt. Jeg takker for den tillid, bankerne har valgt at udvise overfor mig personligt, overfor KNI og overfor det grønlandske samfund.

Læs alle Sermitsiaq.AG's artikler om KNI her

I ugens AG bringer avisen artiklen ”Eks-ledelse i KNI under lup”. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS