KNI-bestyrelse vil afvente politiets efterforskning

KNI har i forbindelse med sin halvårsrapport for 2020/21 fredag fremlagt flere detaljer om regnskabsskandalen, hvilket har kostet 50 millioner kroner på selskabets egenkapital. Bestyrelsen har taget de foreløbige forklaringer til efterretning og vil afvente politiets efterforskning.

Bestyrelsen i KNI A/S har haft bestyrelsesmøde i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet, og det gav anledning til at diskutere anklagerne om manipulation med regnskaberne, som Sermitsiaq har afdækket via oplysninger fra tidligere ansatte i den selvstyreejede virksomhed.

Det oplyses, at bestyrelsen vil afvente politiets ”konklusion på den foretagne politianmeldelse af KNI A/S”.

I halvårsrapporten kommer selskabet desuden med yderligere oplysninger om, hvordan en forkert lagerværdi-ansættelse udløste den store nedskrivning af egenkapitalen med samlet set 50 millioner kroner.

- Ifølge det gennemførte analytiske arbejde, så er en stor del af fejlen opbygget i regnskabsårene 2011/12 og 2012/13. I netop disse år havde KNI væsentlige udfordringer omkring korrekt håndtering af processer og stamdata. Dette blev således rapporteret detaljeret i både de tilhørende årsregnskaber og revisionsprotokollater. Hvorledes fejlen fordeler sig mellem netop disse to regnskabsår har ikke været muligt at estimere med sikkerhed, idet systemer og processer var ganske mangelfulde i de pågældende år, skriver selskabet.

Fejl i undersystem

- De gennemførte analyser viser, at lagerfejlene beløbsmæssigt er stabiliseret i regnskabsåret 2013/14, og fra dette år og frem hovedsagelig er koncentreret til en beregningsmæssig fejl i de regnskabsmæssige opgørelser af lagerværdierne, som håndteres i et undersystem til ERP lagersystemet.

Således bliver resultateffekten i de to regnskabsår 2011/12 og 2012/13 opgjort til 36 millioner kroner, mens der over en syv-årig periode fra 2012/13 til 2019/20 er tale om en beløb på 14 millioner kroner efter skat.

- Bestyrelsen har fået forelagt Deloittes rapport om den regnskabsmæssige fejl på varelageret. Bestyrelsen tager til efterretning, at rapporten konkluderer at der er tale om en regnskabsmæssig fejl og at der ikke har fundet underslæb sted, oplyses det i pressemeddelelsen, hvor det også bliver understreget, at man har besluttet at igangsætte en uvildig undersøgelse af processen omkring fejlen.

Powered by Labrador CMS