kommunalvalg 2017

Knaster blev høvlet væk i Sermersooq

Det politiske flertal i Kommuneqarfik Sermersooq har sat sig ambitiøse mål for hovedstadskommunen, mener de tre partier bag samarbejdsaftalen for de næste fire år.

Asii Chemnitz Narup
Asii Chemnitz Narup holdt pressemøde i byrådssalen i Nuuk om den nye politiske aftale i hovedstadskommunen.

Asii Chemnitz Narup indrømmer, at der var knaster undervejs, men det lykkedes partierne at få dem høvlet væk.

Læs også: Siumut får ringe indflydelse i hovedstadskommunen

- I forhandlingerne var der bred enighed om 95 procent af den politik, vi ville satse på. Og som i al politik skal der indgås kompromisser, hvilket lykkedes for de sidste fem procents vedkommende, forklarede Asii Chemnitz Narup på et pressemøde i byrådssalen i Nuuk onsdag.

Læs også: Sermersooq øger fokus på uddannelser med ny direktør

Ud over at man ville fortsætte den store byudviklingsplan, Siorarsiorfik-projektet, lagde borgmesteren vægt på, at man har splittet et udvalg og et administrativt område op i to, så der i de kommende år bliver mere fokus på folkeskolen og uddannelsesområdet på den ene side og de omsorgssvigtede børn og socialområdet på den anden side.

Det betyder, at økonomiudvalget fremover skal favne erhvervsudviklingsområdet.

Læs også: Asii: Hovedstadsprojekt fortsætter ufortrødent

Under overskriften ”En hovedstadskommune i fremdrift” og med underrubrikken ”Vækst – Tryghed – Udvikling” fremlagde de tre partier ni fokusområder, som særligt vigtige for de kommende fire års kommunalbestyrelsesarbejde.

D: Visinær aftale

Demokraternes formand Randi Vestergaard Evaldsen lagde vægt på, at det var godt, at Atassuts medlem, Mala Høy Kuko, var en del af flertallet, og hun betegnede samarbejdsaftalen som konstruktiv, god og visionær.

- Vi er nået godt i mål. Det skal vi være stolte af som borger her i kommunen, sagde Demokraternes formand om forhandlingsresultatet, som blev underskrevet af hende, borgmesteren og Atassuts Mala Høy Kuko.

De ni fokusområder i den politiske aftale indeholder følgende emner:

  • Styrkelse af indsatsen for udsatte børn og unge gennem tidlig indsats – og gode tilbud til alle børn/unge
  • Styrkelse af erhvervsliv og turisme, og med et højt prioriteret fokus på vækst og beskæftigelse
  • Styrkelse af kommunens folkeskoler med høj prioritet af alle børns kompetencetilegnelse og trivsel
  • Styrkelse af kommunens samlede bidrag til viden, forskning, dannelse, uddannelse, IT og udvikling
  • Styrkelse af kommunens samlede indsats for miljø- og klimaindsatser, genbrug, affaldshåndtering
  • Styrkelse af den tidlige sociale og forebyggende indsats og bedre tilbud til udsatte og handicappede
  • Styrkelse af boligmassen i byer og bygder herunder nybyggeri i Siorarsiorfik
  • Styrkelse af vilkårene for kunst, kultur, fritid og idræt i Kommuneqarfik Sermersooq
  • Styrkelse af ældre medborgeres livsvilkår

Aftalen i sin helhed kan findes her: Aftalen mellem IA, Demokraterne og Atassut

Powered by Labrador CMS