KNAPK og Selvstyret i mudderkastning

KNAPK beskylder Selvstyret for at forkludre organisationens observatørstatus i NAFO (Northwest Atlantic Fisheries Organization) Det tilbagevises vredt af Departement for Fangst og Fiskeri.

Selvstyret og er i åben konflikt over en observertørpost ved det netop overståede årsmøde hos NAFO. KNAPK

Det er ikke kun børnehavebørn, der i sandkassen skændes om, hvem der gjorde hvad. Det kan også ske på andre niveauer, hvor uenigheder ellers forventes håndteret på anden vis.

KNAPK beskylder således Selvstyret for direkte at modarbejde organisationens mulighed for at optræde som observatør ved NAFO´s årsmøde.

- KNAPKs deltagelse i NAFOs årsmøde var en mere blandet fornøjelse, da Grønlands Selvstyre forsøgte at forkludre KNAPKs anerkendelse som observatør i fiskeriorganisationen. Trods allerede tilkendegivelser om godkendelse som NGO-observatør har Departementet for Fiskeri og Fangst gjort alt for at forhale KNAPKs rolle som observatør, lyder kritikken i en pressemeddelelse fra KNAPK´s formand Nikkulaat Jeremiassen.

Afviser blankt beskyldningerne

En påstand der afvises med stor forundring.

- Departementet for Fiskeri og Fangst vil på det kraftigste afvise KNAPKs beskyldninger om, at man har modsat sig KNAPKs optagelse som observatør ved Northwest Atlantic Fisheries Organization (NAFO), begynder en pressemeddelelse fra Departement for Fangst og Fiskeri.

- Departement for Fiskeri og Fangst har derimod gjort sit ypperste for at vejlede KNAPK om reglerne og procedurerne i NAFO vedrørende optagelse som observatør og de emner som behandles til NAFO årsmøde.

Hvad der præcist er gået galt er derfor svært at vide. Men det er usædvanligt, at offentligheden inviteres til at overvære uenigheder i denne kategori. Sådanne tvister plejer at blive løst bag lukkede døre.

Irriteret over sagen

Departementet mener dog, at have forklaringen på KNAPK’s frustrationer.

NAFO´s regler fastsætter, at de skal modtage ansøgninger om optagelse som observatør minimum 100 dage før det næste kommende årsmøde. KNAPK overholdt ikke denne deadline og kan derfor først deltage som observatør til NAFO årsmøde 2023, oplyser departementet.

- Hvis ikke Departementet havde inviteret KNAPK til at deltage i Grønlands delegation havde de ikke kunnet deltage til årets møde, skriver departementet i pressemeddelelsen, hvor man tydeligvis også er irriteret over, at KNAPK inddrager medierne i en situation som denne.

- KNAPK har misforstået situationen om at blive observatør i NAFO. Såfremt KNAPK har et ønske om at få yderligere vejledning, er de mere end velkommen til at rette henvendelse til departementet og gerne uden om pressen.

Powered by Labrador CMS