KNAPK går i rette med Royal Greenland

Fisker- og fangerorganisation er kritiske over for Royal Greenlands produktion af torsk i fiskebure.Virksomheden erkender udfordringer.

Torsk, fiskekasse
Ifølge Royal Greenland klarer torsken sig dårligere, hvis buret ligger for tæt på elv.

Høj dødelighed skal afbødes.

Det mener KNAPK, fisker- og fangerorganisationen, som har holdt møde med Naalakkersuisut og Royal Greenland om torsk i bure.

Selvom forholdene - ifølge KNAPK - er blevet bedre siden sidste år, hvor Royal Greenland oplevede et stort antal af døde torsk, så er der fortsat en stor opgave forude for at undgå mængden af døde torsk i fiskeburene.

Tømning af fiskebure

KNAPK har gentagene gange opfordret Naalakkersuisut til at anmode Royal Greenland om at indstille brugen af fiskebure for at undgå den høje dødelighed, såfremt man ikke er i stand til at løse problemerne. Det oplyser KNAPK i en pressemeddelelse.

Organisationen mener, at dødeligheden blandt andet er høj på grund af Royal Greenlands manglende tempo.

"Det er uforsvarligt og uacceptabelt".

Det er ikke kun fisker- og fangerorganisatioen, der er kritisk over for Royal Greenlands metoder. En bundgarnsfisker har - ifølge virksomheden selv - for nylig kritiseret metoden, som bruges i produktionen af torsk i bure.

Det fremgår af en nyhed på Royalgreenland.dk.

Erkender udfordringer

Kritikken gik blandt andet ud på, at der går for lang tid fra, at fiskeren har sat torsken i bur, til den bliver hentet af brøndbåden, og at torsken heraf dør af sult. Fiskeren anser metoden som dyremishandling.

Sten Sørensen, driftschef i Royal Greenland, erkender, at der er udfordringer med at nå ud til burene indenfor tidsrammen, men afviser de øvrige kritikpunkter.

- Vi ser, at fiskeriet med bundgarn starter tidligere år efter år, og flere og flere fiskere er interesserede i at deltage i projektet. Det, set i lyset af at brøndbåden skal dække et stort område og sejle til disse bure i fjordene, har medført, at det tager længere tid at tømme burene:

-Torsken kan dog godt klare sig i flere uger, men hvis buret ligger for tæt på elv, især i foråret med sneen der smelter, klarer torsken sig dårligere, oplyser Sten Sørensen i Royal Greenlands artikel den 7. juni 2022.

Royal Greenland har bure med torsk i Paamiut, Maniitsoq og Nuuk.

Powered by Labrador CMS