Færøerne

Knald eller fald for Færøernes regering på fredag

Lagtinget er nu parat til at gå i gang med anden behandling af forslaget om fiskerireform. Men nu truer et at koalitionspartierne med at bakke ud.

Lagtinget, Tórshavn, Færøerne

Forslaget om fiskerireform er ændret så meget, at koalitionspartiet Framsókns menige lagtingsmedlemmer truer regeringssamarbejdet, efter at lagtingets erhvervsudvalg har skrevet udvalgsbetænkning over forslaget til fiskerireform.

Ændringerne, som koalitionen i udvalget vil lave, kan være så store, at koalitionspartiet Framsókn ikke vil stemme for forslaget ved andenbehandingen på fredag (8. december).

- Der er så mange forandringer, at vi overvejer vores situation i forbindelse med det endelige resultat af forslaget, siger Hanne Jensen fra Framsókn til Kringvarp Føroya.

Hun er specielt utilfreds med at vækstkvoterne, som er ment som støtte til yderområderne, skal øges fra fem til 8,5 procent.

Hanne Jensen er et af Framsókns to lagtingsmedlemmer. Framsókn er det mindste parti i landsstyrekoalitionen sammen med Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin.

Auktionsdelen skåret en del
Koalitionen foreslår i udvalgsbetænkningen, at 15 procent af kvoterne af sild og makrel sælges på auktion. Det oprindelige udspil lød på 25 procent.

- Det er hvad vi i koalitionen kan blive enige om, siger udvalgsformand Bjørt Samuelsen, Tjóðveldi, til Kringvarp Føroya.

Hun siger endvidere, at hun kender til Hanne Jensens og andre utilfredshed med forslaget, men man kan ikke blive ved at lave ændringer.

- Vi havde fået grønt lys fra alle formændene i koalitionspartierne, siger Bjørt Samuelsen.

Dermed siger hun, at også Hanne Jensens formand Poul Michelsen har accepteret de foreslåede ændringer.

Framsókns formand Poul Michelsen er landsstyremand for udenrigsanliggender og har derfor overladt sin plads i lagtinget til en stedfortræder.

Må bære eller briste
Koalitionen er i mindretal i erhvervsudvalget. Oppositionen har sikret sig, at forslaget kommer til andenbehandling på fredag 8. december.

Man har forsøgt at gøre de tre kritiske medlemmer af lagmandspartiet Javnaðarflokkurin tilfredse, men det ser ud til, at diskussionen om hele fiskeripakken er åbnet igen. Bjørt Samuelsen tør derfor ikke sige, om der er et flertal bag forslaget på fredag.

- Det er svært, når man har en mindretalsregering. Dette er så vores bidrag, og vi får se ved andenbehandlingen om der er et flertal, siger Bjørt Samuelsen.

Powered by Labrador CMS