Klinik skal holde opsyn med ny dyrekirkegård og hundepark

Kommuneqarfik Sermersooq lægger i en ny aftale op til, at udvide en kontrakt med Donnas Dyreklinik, således at klinikken vil komme til at være en del af opsyn og administration en kommende dyrekirkegård samt en hundepark i Nuuk.

OBS: Opdateret med kommentar fra Donnas Dyreklinik. Overskrift er præciseret.

Der skal anlægges en kirkegård til kæledyr i Nuuk, og Kommuneqarfik Sermersooq lægger op til, at Donnas Dyreklinik skal være en del af det administrative arbejde i forbindelse med dyrekirkegården.

Donnas Dyreklinik er dyrlægeklinik i hovedstaden, og klinikken har i forvejen en kontrakt med kommunen om at stå for opgaver som såkaldt hundeinspektør.

Kontrakten indebærer blandt andet, at klinikken skal tilbyde lovpligtige vaccinationer til hunde og katte, fremvise indfangede hunde samt bistå kommunen med veterinær faglighed.

Nu lægger kommunens forvaltning op til at udvide samarbejdet med dyreklinikken, og i kroner og øre betyder det, at kontrakten med klinikken forhøjes med 142.000 kroner årligt til 550.000 kroner.

1.100 pr. opgravning

For de ekstra penge skal Donnas Dyreklinik administrere brugen af den kommende dyrekirkegaard. Kirkegården skal finansieres ved brugerbetaling:

- Forvaltning for Anlæg og Miljø forventer at udførsel af gravning af hul og kørselsudgift vil ligge på ca. 1.100 kr. pr. opgravning. Denne udgift dækkes af brugerbetaling på det faktiske beløb til opgravningen. Forvaltningen vurderer, at brugerbetaling er en fordelagtig løsning ud fra en betragtning om, at det ikke er gratis at begrave afdøde mennesker, og dermed bør det heller ikke være gratis at begrave afdøde dyr, skriver forvaltningen.

For de ekstra midler skal Donnas Dyreklinik desuden holde opsyn med hundeparken i Qinngorput.

Kommentar fra Donnas Dyreklinik

I forlængelse af artiklens udgivelse har Donnas Dyreklinik sendt følgende kommentar til planen:

- Forhøjelsen af driftstilskuddet til klinikken vedrører i alt væsentligt kompensation for stigende driftsomkostninger samt justering af klinikkens opgaver indenfor hundeinspektør-ordningen. Dette er nødvendigt for at sikre, at der også fremover eksisterer en dyrlægeklinik i Nuuk.

- Forvaltningen har i forbindelse med behandlingen af forhøjelsen af driftstilskuddet fremsat ønske om at lægge opgaver i relation til hundepark og dyrekirkegård ind under hundeinspektør-ordningen. Dette vil være genstand for en nærmere forhandling.

- Det er klinikkens opfattelse, at der vil være tale om meget overordnede opsyns- og administrationsmæssige opgaver, og ikke noget der kan karakteriseres som ”drift”. Drift af hundepark og dyrekirkegård er en større og krævende opgave, som fortsat vil skulle varetages i kommunalt regi, oplyser klinikken.

Kirkegård har baggrund i borgerforslag

Dyrekirkegården blev foreslået sidste år af en borger:

- Min hund skal IKKE i forbrændingen, hvis nu han en dag dør, skrev Nina Rahbek fra Nuuk i et indlæg på Sermersooqs borgerindflydelsesportal. Hendes forslag fik opbakning fra mere end 250 borgere, beskrev avisen AG, og derfor er der blevet arbejdet videre med forslaget.

Udvalg for Anlæg og Miljø har godkendt forslaget fra forvaltningen om at øge kontrakten med Donnas Dyreklinik, og forslaget skal nu endeligt godkendes i økonomiudvalget og til orientering i kommunalbestyrelsen. Donnas Dyreklinik har endnu ikke underskrevet den forhøjede kontrakt.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS