COP 22

Klimatopmøde skal ride på den grønne bølge fra Paris

WWF Verdensnaturfonden håber, at klimatopmøde i Marokko kan blive starten på et nyt slag mod klimaproblemerne

WWF Verdensnaturfonden håber, at klimatopmøde i Marokko kan blive starten på et nyt slag mod klimaproblemerne
Offentliggjort

Selv om den globale klimaaftale blev underskrevet i Paris ved et stort topmøde i december 2015, er der ingen grund til at slække på klimaindsatsen.

Det mener John Nordbo, WWF Verdensnaturfondens klimachef, på tærsklen til klimatopmødet COP 22 i Marrakesh i Marokko, der begynder mandag.

- Det er super, at Paris-aftalen er trådt i kraft. Men klimaproblemet er værre end ventet.

- 2016 bliver rekordvarm - og meget varmere end 2015, som også var rekordvarm. Der skal gøres endnu mere på klimaområdet, siger han.

FN udgav for nylig en rapport, som peger på, at verden stadig har kurs mod en global opvarmning på tre grader.

Målet i Paris-aftalen er at holde temperaturstigningen "et godt stykke under to grader" og endda stræbe efter at begrænse stigningen til 1,5 grader.

Derfor håber WWF Verdensnaturfonden, at COP 22 i Marokko kan bruges til at få landene endnu mere sporet ind på klimaet.

Man foreslår blandt andet, at det aftales, at verdens lande tidligt i 2018 skal fremlægge planer for den langsigtede grønne omstilling af deres samfund, som sigter mod at opfylde Paris-aftalens klimamål.

- Vi opfordrer den danske regering til at gå konstruktivt ind til topmødet. Landene bør melde ind med, hvad de har af langsigtede planer og hver komme med forslag til, hvad der kan gøres, siger John Nordbo.

Kina står alene for omkring 20 procent af verdens samlede CO2-udledning, mens USA står for cirka 18 procent ifølge Paris-aftalen.

Til sammenligning står Danmark for cirka 0,15 procent af verdens samlede udslip.

COP 22 slutter 18. november.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS