Klimarådet: Den danske regering skubber klimabyrde foran sig

Danmark bliver ikke klimaneutralt i 2050 uden nye tiltag. Vi får rigtig travlt efter 2030, advarer Klimaråd

Det kræver markante forandringer af samfundet, hvis Danmark skal nå sit ambitiøse mål om at være CO2-neutralt i 2050.

Men med de initiativer, regeringen hidtil har præsenteret, er der lagt op til at sænke tempoet betydeligt i den grønne omstilling frem mod 2030.

Sådan lyder det i en ny analyse fra det uafhængige Klimarådet, som følger og vurderer Danmarks klimapolitik. Analysen præsenteres fredag i København.

Rådets formand, økonomiprofessor Peter Birch Sørensen, kalder det "stærkt problematisk", hvis tempoet i den grønne omstilling efter 2020 falder til en fjerdedel af det nuværende tempo i CO2-reduktion.

- Dermed kommer vi til at skubbe den grønne omstilling foran os, og Danmark får meget travlt efter 2030, hvis vi skal nå målet i 2050, siger han i en pressemeddelelse.

Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og regeringen fik hård kritik, da de i oktober fremlagde en klimaplan.

Regeringen vil klare fire femtedele af Danmarks CO2-indsats frem mod 2030 med "varm luft" og kreativ bogføring, lød det fra oppositionen og de grønne ngo'er.

Regeringen vil bruge annullering af ubrugte CO2-kvoter - kendt som "varm luft" - til at nå en del af de 39 procents CO2-reduktion, Danmark skal præstere i EU.

Det vil udskyde den nødvendige grønne omstilling og kun sænke udledningen marginalt, påpeger Peter Birch Sørensen.

En anden stor post, som regeringen indregner, er jordens naturlige optag af CO2 (kaldet LULUCF-kreditter). Begge metoder er lovlige, men gør ikke noget for klimaet, siger kritikerne.

Hertil kommer, at landbruget stort set slipper for CO2-krav, selv om erhvervet står for en femtedel af Danmarks klimabelastning.

Tarjei Haaland, energispecialist i Greenpeace, er enig med Klimarådet i, at vi får overmåde travlt efter 2030, hvis ikke regeringen skruer op for de grønne ambitioner.

Med regeringens plan vil CO2-udslippet i 2030 være omkring 40 millioner ton. Det skal halveres, hvis Danmark vil løfte sin del af byrden for at holde global opvarmning på højst på 1,5 grader, mener han.

- Landbruget er stort set fredet i dag. Det kan rykke noget at reducere mængden af køer og især svin, siger Haaland.

Klimarådet anbefaler, at Danmark nu skruer op for energieffektiviseringer og varmepumper samt tiltag i landbrug og transport.

Powered by Labrador CMS