Klimaforandringer er et livsvilkår

Grønland bliver tillagt en offerrolle i klimadebatten. Men i virkeligheden er grønlænderne selv fokuserede på at skabe industri og fremgang

De fleste grønlændere mener, at klimaet følger en skiftevis kold og varm cyklus. Teorien bygger på generationers erfaringer med ændringer i vilkårene.. Foto: privat

For klimaforkæmpere er en typisk inuit en inuit, der omringet af sultende isbjørne flygter fra en hastigt smeltende indlandsis, der får hele hans kultur til at synke i havet, men til gengæld ophøjer ham til symbol på, at verden skal handle nu, hvis klimaet skal reddes.

Men grønlændere ønsker sig generelt den fremstilling frabedt. De forsøger selv at søge væk fra den oprindelige fangerkultur, opbygge en økonomisk bæredygtig industri – og mener ikke, at klimaændringerne er menneskeskabte.

Det skriver videnskab.dk.

- Grønland bliver brugt som symbol i klimakampen. Men grønlænderne har selv nogle andre prioriteter. De er ikke umiddelbart enige i, at den globale opvarmning udelukkende er menneskeskabt, og de har en meget positiv holdning til mineraludvinding og olieboring for at få gang i erhvervslivet, siger ph.d. Lill Rastad Bjørst.

I ph.d.-afhandlingen ’Arktiske diskurser og klimaforandringer i Grønland’, som Lill Rasted Bjørst har forsvaret på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, undersøger hun blandt andet Grønlands dobbeltrolle som universelt symbol på klimaforandringer og som en region med konkrete ønsker om vækst og økonomisk selvstændighed.

Lill Rastad Bjørst har interviewet adskillige aktører i klimadebatten og i Grønland og har lavet feltarbejde, bl.a. i Grønland og under klimatopmødet i København i 2009.

- Grønlændere føler, at deres interesser bliver glemt i klimadebatten. Når politikere, videnskabsfolk, medier og ngo’er ophøjer isbjørne og isbjerge til de primære symboler i debatten, så skaber det billedet af et nærmest affolket Arktis. Grønlandske politikere har flere gange måttet sige, at det ikke kun handler om isbjerge og isbjørne, men også om de mennesker der bor i Arktis, om hvilket liv de ønsker og deres ret til forandring og udnyttelse af områdets ressourcer, siger Lill Rastad Bjørst.

For grønlændere er det vigtigere at få gang i arbejdspladser og industri som minedrift og olieudvindinger, end at bekæmpe den globale opvarmning.

Den herskende klimateori i Grønland er meget langt fra den almindeligt accepterede om menneskeskabte klimaændringer.


Powered by Labrador CMS