diskrimination
- Klart ulovligt
Pavia Joelsen har mulighed for at få en godtgørelse for ulovlig diskrimination efter at en ejendomsadministrator afviste ham med den begrundelse, at han er grønlænder. Det vurderer Institut for Menneskerettigheder.
Ligebehandlingschefen i Institut for Menneskerettigheder er ikke i tvivl.
- Sådan som jeg har fået fremlagt sagen, så er det klart ulovligt, siger Maria Ventegodt Liisberg til Sermitsiaq.AG
Det som hun vurderer er klart ulovligt er, at Pavia Joelsen firmaet Dueholm og Krøyer i Aarhus har afvist at udleje til ham, fordi han er grønlænder.
Maria Ventegodt Liisberg tager det forbehold, at hun hidtil kun har fået sagen refereret. Men umiddelbart er hun ikke i tvivl.
- Hvis han har fået afslag med henvisning til hans etnicitet, så er der tale om ulovlig forskelsbehandling, siger hun.
Hun fastslår, at Pavia Joelsen har mulighed for at indbringen sagen for Ligebehandlingsnævnet.
- Hvis han får medhold, kan han her få tilkendt en godtgørelse og få fastslået, at det han har været udsat for er ulovligt, siger Maria Ventegodt Liisberg.
Hun siger samtidig, at Pavia Joelsen er velkommen til at kontakte Institut for Menneskerettigheder, hvis han beslutter sig for at klage.
Han kan også kontakte instituttet direkte, da det har fået tildelt en særlig kompentence til at gå ind i klagesager om diskrimination på grund af etnicitet.
LÆS MERE OM SAGEN:
Afvist af ejendomsfirma fordi han var Grønlænder
Efter afvisning: - Min datter blev meget trist