Klart ja til ny overenskomst

80,9 procent af medlemmerne i Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit har stemt for en ny overenskomst

Foto: Hans Jukku Noahsen

Efter en urafstemning står det klart, at 80,9 procent af medlemmerne i Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit har stemt ja for overenskomstforliget, som blev indgået for nylig.

Der blev samlet set afgivet 241 stemmer. Alle organisationer i Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit stemte ja til overenskomsten, der er gældende fra 1. april 2012 til 31. marts 2016, og som har en bruttoramme på 4,81 procent over fire år.

- Ikke et himmelråbende resultat, men et resultat der viser en lineær og stram finanspolitik i det grønlandske samfund, siger formand for Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit, Inuuti Fleischer.

Læs også "Nu er overenskomsten på plads"

- Indeværende resultat må derfor i forbindelse med nuværende overenskomst periode og de i marts 2016 kommende overenskomstforhandlinger resultere i, at selvstyret understøtter intentionen om bedre familieliv, arbejdsliv og rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i det grønlandske sundhedsvæsen. Et behov, som Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit gentagne gange har gjort opmærksom på, og et behov der med sikkerhed bliver mere markant over de kommende fire år.

Ifølge Inuuti Fleischer har Peqqinnissaq Pillugu Kattuffiit nu fire år til konstruktivt og målrettet at arbejde for en politisk forståelse af behovet for at sikre fortsat fastholdelse og rekruttering i det grønlandske sundhedsvæsen, det gode familie- og arbejdsliv gennem reformer af blandt andet omsorgsdage og længere barsel til både mor og far.

Powered by Labrador CMS