Vi skal være klar til at tage imod Herstedvester

Juliane Henningsen rejser debat om den grønlandske retsvæsensreform

Juliane Henningsen vil åbne en debat om hjemtagningen af de indsatte i Herstedvester. Foto: Leiff Josefsen

De 20 indsatte grønlændere i anstalten ved Herstedvester bliver ved årsskiftet 2014/15 overført til en lukket i anstalt i Nuuk. Allerede i dag lyder der kritiske røster i Nuuk over udsigten til at blive nabo til landets mest personfarlige forbrydere, og debatten vil uden tvivl tage til i styrke, efterhånden som vi nærmer os åbningsdatoen for den nye anstalt.

Inuit Ataqatigiits Juliane Henningsen rejser tirsdag eftermiddagen en forespørgselsdebat i landstingssalen om den grønlandske retsvæsensreform, hvor hun ikke mindst fokuserer på grønlænderne i Herstedvester. På den ene side glæder hun sig over, at Folketinget har afsat pengene til opførelsen af en lukket anstalt i Grønland, og på den anden side er hun meget opmærksom på de forhold, som de indsatte får under afsoningen i den nye anstalt.

Mange spørgsmål presser sig på: Hvilke tilbud bliver der stillet til for eksempel misbrugsbehandling? Hvilke muligheder vil der være for beskæftigelse og undervisning af de indsatte? Og hvilke muligheder bliver der for psykologhjælp, så de indsatte kan få den nødvendige hjælp til at håndtere for eksempel vrede?

Debat om Herstedvester-folkene

Juliane Henningsen mener, at en vellykket hjemtagning kræver en målrettet indsats fra såvel dansk som grønlandsk side.

Hun findet det helt afgørende, at man fra dansk side forbereder overflytningen fra Herstedvester til Grønland så godt som muligt: – Man er nødt til at sikre sig, at den nye anstalt har et tilstrækkeligt kvalificeret personale, såvel indenfor selve anstaltspersonalet som indenfor psykologer og socialrådgivere.

Men det kræver også en indsats fra grønlandsk side: - Vi politikere har et selvstændigt ansvar for at åbne en debat om betydningen af, at der kommer en gruppe grønlændere hjem, som har været deporteret i så mange år. Det er nødvendigt, at vi forholder os til, at alle mennesker har værdi, og at disse mennesker skal integreres i det grønlandske samfund igen.

Ved rokaden den 11. marts blev Anthon Frederiksen, Kattusseqatigiit Partiiat, også naalakkerusisuts medlem for justitsvæsen, og han får sin debut i denne rolle, når han skal svare på Julaine Henningsens mange spørgsmål.

Powered by Labrador CMS