Ingen adgang til Thule: To smittet med corona

I to tilfælde er der konstateret smitte med Covid-19 på Thule Air Base. For at undgå smittespredning har Epidemikommissionen udstedt påbud om adgang til og fra basen frem til 1. juni.

Så er der igen smittede med coronavirus i Grønland.

Torsdag blev to personer testet positiv for smitte med Covid-19 på Thule Air Base. Begge de smittede er i isolation, oplyser politiet, der har udsendt Epidemikommissionens pressemeddelelse.

- Den ene ankom direkte til Thule, USA, den 6. maj og har derefter været i isolation i syv dage, inden personen blev testet positiv. Personen har dermed ikke haft kontakt med nogen andre personer.

- Den anden person ankom til basen den 29. april fra Danmark via Kangerlussuaq og blev testet negativ for covid-19 efter syv dages isolation. Pågældende lod sig genteste på grund af covid-19-lignende symptomer, og den 13. maj testede personen positiv for covid-19, oplyses det.

På job

Den anden person, der ankom fra Danmark gennem Kangerlussuaq har været på arbejde efter de første syv dages karantæne. Da vedkommende senere blev testet positiv har det derfor været nødvendigt med at igangsætte smitteopsporing på stedet. Men samtlige tests på op mod 20-25 personer har alle vist sig at være negative, oplyser epidemikommissionen.

Ingen adgang

For at undgå, at smitten spreder sig til resten af landet har Epidemikommissionen valgt at udstede påbud om adgang til Thule frem til den 1. juni.

-Indrejse til forsvarsområdet ved Pituffik/Thule Air base fra civile områder i Grønland, bortset fra indrejsende personale med fly fra Kangerlussuaq, forbydes indtil den 1. juni 2021. Endvidere forbydes udrejse fra forsvarsområdet ved Pituffik/Thule Air base til civile områder i Grønland indtil den 1. juni 2021, lyder påbuddet.

Powered by Labrador CMS