Ilisimatusarfik byder tre ukrainere velkommen

En underviser og to studerende - alle fra Ukraine - har fået et ophold på Ilisimatusarfik.

Ilisimatusarfik modtager snart tre ukrainske gæster.

Ilisimatusarfik har på kort tid fået etableret et samarbejde med et universitet i Ukraine - National University Yuri Kondratyuk Poltava Polytechnic. Det sker efter, at universitet har fordømt den russiske invasion, og meldt ud at man vil forsøge at hjælpe.

Aftalen betyder, at Ilisimatusarfik vil modtage en gæsteunderviser og to gæstestuderende, oplyser universitetet på sin hjemmeside.

Ilisimatusarfik ser frem til at tilbyde ukrainerne et ophold på afstand af Ruslands blodige invasion af landet:

- Som vi også skrev, så er det ikke meget, vi som uddannelsesinstitution kan tilbyde folk, hvis dagligdag bærer præg af krigens rædsler.

Tilbyder en stund i sikre rammer

- Men, ved at sige velkommen til vores tre ukrainske gæster, så kan vi tilbyde dem en stund i mere sikre rammer, hvor de kan få fornemmelsen af en dagligdag tilbage, skriver Ilisimatusarfik.

De tre gæster ankommer 4. april, og vil være hos Ilisimatusarfik indtil slutningen af august. Gæsterne vil blive godt modtaget, hvor de i påsken blandt andet skal på rundtur i Nuuk og på fisketur i fjorden.

Gæsteunderviseren vil blandt andet hjælpe til i undervisningen på Erhvervsøkonomi, og de to gæstestuderende vil blandt andet deltage i kurserne Economic development in the Arctic, Economics I og Advanced political science.

Powered by Labrador CMS