Opinionsundersøgelse: Tegner til et sneskredsvalg

Et systemskifte kan måske være på vej ifølge en ny vælgerundersøgelse, som AG offentliggør i ugens avis, der netop er kommet i handlen. Især ét parti har grund til optimisme.

Der kan være store vælgerforandringer på vej, indikerer opinionsundersøgelse.

Inuit Ataqatigiit står til at gå betydeligt frem ved valget til Inatsisartut 6. april. Det viser en ny opinionsundersøgelse udarbejdet i et samarbejde mellem HS Analyse og Mediehuset Sermitsiaq.AG.

Et repræsentativt udsnit af den grønlandske befolkning er i marts blevet spurgt, hvilket parti de ville stemme på, hvis der var valg til Inatsisartut i dag.

Ifølge målingen opnår IA en vælgertilslutning på 36 procent, hvilket er en fremgang på 10 procentpoint. Det vil svare til et plus på 4 mandater i forhold til valget i 2018, hvorved partiet med 12 mandater står til at blive klart det største parti i Inatsisartut.

IA-formand Múte B. Egede glæder sig over målingen.

- Vi mærker i IA klart en positiv stemning under valgkampen. Særligt på kysten. Men det er vigtigt for mig at understrege, at valget afgøres på valgdagen og ikke af en meningsmåling, siger han.

- Men hvorfor tror du, at IA ifølge målingen står til at vinde?

- Vi føler, at vælgerne er optaget af de samme spørgsmål som os. At velfærdskrisen skal løses. Folks levevilkår skal forbedres. Samtidig drejer det sig også om vores holdning til en bæredygtig udvikling og uran, svarer Múte B. Egede.

- Hvem forestiller du dig, at I kan danne koalition med, hvis den her måling står til troende?

- Vi udelukker ikke partier på forhånd. Vi er interesseret i at samarbejde med dem, som ønsker den samme udvikling som os og er optaget af brede forlig, som kan række ud over flere valgperioder, svarer Múte B. Egede.

Múte eller Asii?

IA har den tidligere kommunale stemmesluger, Asii Chemnitz Narup, på kandidatlisten. Hendes popularitet har sat gang i spekulationer om, hvem der skal lede IA efter valget, hvis hun får flere stemmer end Múte B. Egede. Altså en parallel situation til den i Siumut med Erik Jensen og Kim Kielsen.

- Hvad nu hvis det ender med, at du ikke får så mange stemmer som Asii?

- Hos IA er det mig, der er formand før valget – og efter valget. Jeg har taktstokken. Der er ingen tvivl om det spørgsmål i vores parti. Jeg er den siddende formand, og jeg skal være formand for Naalakkersuisut, hvis det kommer til det efter valget, svarer Múte B. Egede.

Siumut og Demokraterne

Siumut kunne notere en tilbagegang ved valget i 2018, og den tendens kan måske fortsætte, hvis man læser den nye vælgerundersøgelse.

Partiet står til at få 23,2 procent af stemmerne mod 27,3 procent i 2018 svarende til en tilbagegang på 4,1 procentpoint. Det betyder, at Siumut ville gå fra 9 til 8 mandater, hvilket er det laveste antal partiet har haft siden Hjemmestyrets indførelse.

Også Demokraterne står til tilbagegang, mens Atassut holde skansen med 2 mandater.

Undersøgelsen er gennem­ført i marts 2021 ved hjælp af telefoninterviews med 706 tilfældigt valgte personer over 18 år. Usikkerheden er beregnet til 2,8 procent med et konfidensinterval på 95 procent. Undersøgelsen er repræsentativ hvad angår køn, bosted (by/bygd), bosted (geografisk) og alder, oplyser HS Analyse.

LÆS ALT OM MÅLINGEN I UGENS AG, SOM DU KAN KØBE HER:

Powered by Labrador CMS