Sara: Regeringen har brug for os

- Jeg mener ikke, at regeringen bare kan se bort fra os nordatlantiske mandater i finanslovsforhandlingerne, siger MF Sara Olsvig

I dag mandag har MF Sara Olsvig haft sit første dialogmøde med den danske finansminister Bjarne Corydon. Foto: IA Folketingimi

Nu er der mindre end en måned til, at regeringen fremlægger sit finanslovsforslag, og som en del af det parlamentariske grundlag for regeringen har folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, bedt om et indledende møde med finansminister Bjarne Corydon, Socialdemokraterne.

Det møde har hun haft i dag mandag.

- Situationen er selvfølgelig ny nu, hvor IA er del af det parlamentariske grundlag for den danske regering. Derfor har det også været nødvendigt at finde nye måder at arbejde med finansloven på. Mødet med finansministeren skal derfor supplere alle de andre møder, jeg har med andre ministre om de forskellige grønlandske sager og punkter på finansloven, som vedrører Grønland, siger Sara Olsvig.

Regeringen fremlægger et finanslovsforslag i september, og det forventes, at både Enhedslisten og de borgerlige partier vil indgå i forhandlingerne om en endelig finanslov.

- Jeg mener ikke, at regeringen bare kan se bort fra os nordatlantiske mandater i finanslovsforhandlingerne, især ikke når netop vi er med til at give dem de nødvendige 90 mandater for at danne regering. Derfor har jeg nu indledt dialogen med finansministeren om, hvilke områder IA prioriterer i år, siger Sara Olsvig.

Finanslovsforslaget for 2013 forventes præsenteret tirsdag den 28. august og 1.-behandles torsdag den 6. september, og 2.- og 3.-behandles hen imod slutningen af året.

Powered by Labrador CMS