Storkommuner allerede fra 1. januar 2009

De sidste brikker er faldet på plads i Nordgrønland

En arbejdsgruppe, nedsat af landsstyret og kommunernes landsforenings bestyrelse, vil straks i det ny år fremlægge en rapport, som også beskæftiger sig med selve datoen for kommunesammenlægningen.

Strukturudvalget har i sin betænkning peget på udløbet af den nuværende kommunale valgperiode den 1. maj 2009 som den historiske dato, hvor 18 kommuner bliver til fire storkommuner.

Men at skifte hest midt i vadestedet, at ændre kommunegrænserne midt i året medfører en række praktiske problemer.

De 18 nuværende kommunalbestyrelser skal efter planen lægge budget, fastsætte skatteprocent og aflægge regnskab for de første fire måneder af 2009, og de kommende fire storkommuner skal derefter gennem samme øvelse for de sidste otte måneder af 2009.

De 18 kommuner har i dag vidt forskellige skatteprocenter, mens de nye storkommuner vil fastsætte en fælles skatteprocent for deres egen region.

Det bliver noget rod, hvis folk skal udskifte skattekortet midt i året.

Valg allerede i 2008

Hvis kommunesammenlægningen bliver rykket fire måneder frem til 1. januar 2009, kan det og­så få konsekvenser for valget til overgangsudvalgene i april 2008.

Overgangsudvalgene skal planlægge kommunesammenlægningen og derefter forsætte som storkommunernes ordinære kommunalbestyrelser i perioden 2009-13.

Hvis der sker en fremrykning af datoen for sammenlægningen, vil disse overgangsudvalg kun få otte måneder til at opbygge de nye storkommuner.

På Landstingets for­årssamling vil landsstyret fremlægge et beslutningsforslag om kommunesammenlægning, herunder navnene på deltagerne i hver af de fire nye storkommuner.

Landsstyret forventer senest på efterårssamlingen at fremkomme med de nødvendige lovforslag, som sikrer strukturreformens gennemførelse.

Nyt kort tegnet

Samtlige 18 kommuner har overfor landsstyreformand Hans Enoksen peget på de nabokommuner, som de vil gå sammen med i forbindelse med den store struktur­ændring af den offentlige sektor i Grønland.

Enkelte kommuner, senest Qeqertarsuaq og Kangaatsiaq, har slået sig i tøjret, men et nyt Grønlandskort med fire storkommuner tegner sig klart og tydeligt i dag.

Mindst bliver Sydkommunen med 7.835 indbyggere; størst bliver Øst/Vestkommunen med 20.638 indbyggere.

Kommune Inui

Kommune Indbyggere

–––––––––––––––––––

Avannaa/Nord:

Kangaatsiaq 1.471

Aasiaat 3.294

Qasigiannguit 1.371

Ilulissat 4.985

Qeqertarsuaq 1.054

Uummannaq 2.485

Upernavik 2.937

Qaanaaq 865

Katillugit

Ialt 18.462

­­­­­­­–––––––––––––––––––

Qeqqa/Midt:

Maniitsoq 3.561

Sisimiut 6.179

Katillugit

I alt 9.740

­­­–––––––––––––––––––

Tunu/Kitaa - Øst/Vest:

Ivittuut 179

Paamiut 1.944

Nuuk 14.931

Ammassalik 3.041

Ittoqqortoormiit 543

Katillugit

I alt 20.638

Kujataa/Syd:

Nanortalik 2.317

Qaqortoq 3.476

Narsaq 2.042

Katillugit

I alt 7.835

–––––––––––––––––––

(Kilde:?Grønlands Statistik:?Befolkningen 1. januar 2006)

Powered by Labrador CMS