Legepatruljen indtager Kullorsuaq

Som den første bygd i Grønland får Kullorsuaq en "Legepatrulje" i skolen

Grønlandsk Skoleidræt spreder sine aktiviteter langs kysten til glæde for skoleelever og lærere. Arkivfoto: Leiff Josefsen

Derved spreder Grønlandsk Skoleidræt sine aktiviteter langs kysten til glæde for skoleelever og lærere.

Kurset og introduktionen af Legepatruljen afvikles i samarbejde med partnerne Dansk Skoleidræt og Inerisaavik. Dansk Skoleidræt står for den praktiske kursusafvikling og besøger en af de største bygdeskoler i Grønland. Det oplyser Kim Godtfredsen fra Grønlandsk Skoleidræt.

- Det foregår den 29. april og 2. maj, hvor alle skolens lærere og de ældste elever i Kullorsuaq deltager. Under kurset vil det meget succesfulde idrætskasseprojekt også være et af omdrejningspunkterne, hvor lærerne får inspiration til idrætstimerne og til den generelle undervisning.

- Grønlandsk Skoleidræt har også inviteret nabobygden Nuussuaq til at deltage i kurset, og heldigvis er der mulighed for, at en enkelt lærer kan deltage ved at sørge for egen transport med snescooter fra bygden, fortæller Kim Godtfredsen.

Idræt hjælper mod mobning
Grønlandsk Skoleidræt har i år udbygget og styrket sit samarbejde med Dansk Skoleidræt og vil i samarbejde med kommunerne skabe endnu flere Legepatruljer i skolerne fremover. Udover samarbejdet med Dansk Skoleidræt bliver Grønlandsk Skoleidræt genindmeldt under de Nordiske Skoleidrætsorganisation. Samtidig er målet at blive medlem af den internationale skoleidræts organisation.

- Der er rigtig gode og meget positive erfaringer med Legepatruljer i Nuuk og i Danmark. Grønlandsk Skoleidræt vil fremover kæde Legepatruljen og idrætskasserne sammen i bygderne.

- Samtlige bygder erfarer mange positive resultater med idrætskasserne. Undervisningen er blevet roligere, eleverne er begyndt at lege sammen, og mange steder er mobning blevet udslettet, forklarer Kim Godtfredsen.

Powered by Labrador CMS