Canada genåbner havne for grønlandske trawlere

De canadiske myndigheder har besluttet at genåbne landets havne for grønlandske, færøske og danske trawlere.

Det oplyser nyhedsbureauet The Canadian Press.

Myndighederne lukkede i december 2004 adgangen til havnene for fiskefartøjerne efter beskyldninger om illegalt rejefiskeri i internationalt farvand.

Den canadiske fiskeriminister Loyola Hearn begrunder ifølge The Canadian Press beslutningen med, at Canada vil vise gode takter forud for et møde i forvaltningsorganisationen NAFO dette forår. NAFO regulerer fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav.

Konflikten om rejekvoterne ventes at blive taget op på NAFO-mødet.

Powered by Labrador CMS