Countdown til Arnanut-løbet

15 byer og bygder løber til fordel for de sultne i Afrika

Arnanut løbet i år sker i morgen lørdag den 17. september.

I morgen lørdag klokken 13 lyder startskuddet til det årlige Arnanut løb i byerne; Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Kangaatsiaq, Aasiaat, Ilulissat, Qeqertarsuaq, Upernavik, og i bygderne Qeqertarsuatsiaat, Kangerlussuaq, Niaqornaarsuk, Saqqaq, og Sermiligaaq.
Løbet, som er blevet afholdt hvert år siden 2005 har kun kunnet lade sig gøre på grund af frivillig indsats.

- Det er fedt at se, at så mange arrangører har meldt sig på banen. De har selv kontaktet de lokale virksomheder, som har givet præmier til lodtrækning. Arnanut har stået for kontakten til de større kæder som Pisiffik og Pilersuisoq, som har doneret vand til deltagerne, siger Inga Dora G. Markussen, som er tovholder på løbet.

Hvor mange deltagere, der bliver i år har hun svært ved at gætte på.

- Det er altid svært at spå om. Vi mangler stadig at slå rekorden fra 2005, hvor 535 deltagere i 12 byer og bygder deltog. Men det er ikke det vigtigste. Vi ønsker egentlig bare kvinder og børn én gang årligt samles for at deles om en fælles oplevelse, som tilmed også er sund. Det er vist, den eneste gang om året, vi tværs over by og bygdegrænser, samles til et fælles arrangement, som i år også fokuserer på en god sag, siger Inga Dora G. Markussen.

Sidste år løb kvinderne for at skabe opmærksomhed om Neriuffik's »Støt brysterne«-kampagne. Her donerede Ittu.net 20.000 kroner til foreningen, da over 170 kvinder var mødt op, og dermed slog rekorden for deltagere i Nuuk.

I år løber kvinder og børn for at skabe fokus på de sultne i Afrika.

- Vi opfordrer arrangørerne til at samle ind til Kalaallit Røde Korsiats landsindsamling til støtte for de sultne i Afrika. Hvis du ikke har doneret et beløb endnu, har du mulighed for at møde op til Arnanut løbet i din by eller bygd, siger Inga Dora G. Markussen, som opfordrer til et godt løb.

Arnanut opfordrer kvinder til at sende en kæde SMS rundt med følgende tekst:

Deltag i Arnanut løbet lørdag den 17. september kl. 13 og støt en god sag. For nærmere info kan du tjekke plakaterne i din by.

Powered by Labrador CMS