Vikingernes vin var måske lokalt dyrket

Vikingerne var glade for alkohol. Men hvor det var let at fremstille og få adgang til øl, var vin straks en anden sag. Vinen var forbeholdt de finere lag i samfundet og måtte importeres fra sydligere himmelstrøg.

Troede vi. Men nu har nye analyser afsløret, at i hvert fald den ene af Danmarks to ældste vindruekerner var lokalt dyrket. Og meget peger på, at det kan være den manglende brik til at sige, at vin faktisk også blev dyrket på mere hjemlige breddegrader.

- Det her er det første fund og tegn på vindyrkning i Danmark, og alt hvad det indebærer af status og magt. Vi ved ikke, hvordan de har brugt dem – om det bare har været for at lægge en flot klase druer på et bord for eksempel – men det er nærliggende at tro, at de lavede vin, siger arkæobotaniker og museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Steen Henriksen til Videnskab.dk.

Dyrket på Sjælland
Det var ham, som oprindeligt fandt de to kerner i en jordprøve fra den aristokratiske boplads Tissø. Den ene viste sig at stamme fra jernalderen og den anden fra første halvdel af vikingetiden. Indtil da stammede de tidligste vindruekerner fundet i Danmark fra Middelalderen.

Peter Steen Henriksen kontaktede siden Nationalmuseets professor Karin Margarita Frei for at få svar på, om druerne kunne være lokalt dyrkede. Frei er verdenskendt for sine strontiumisotopanalyser, som blandt andet har vist, at hverken Egtvedpigen eller Skrydstrupkvinden kom fra det, vi i dag kalder Danmark.

Det gjorde til gengæld højst sandsynligt den af de to vindruekerner, som det var muligt at lave strontiumisotopanalyse på, nemlig den fra Vikingetiden. Formentlig er den dyrket på Sjælland, hvor Tissø ligger.

- Vi kan med sikkerhed sige, at den har en lokal strontiumisotopsignatur, hvilket peger på, at det kunne dreje sig om en vindrue, som er dyrket på Sjælland. Det betyder, at vi for første gang kan sige, at de kan have dyrket vin i Danmark. Før havde vi kun formodninger, nu kan vi se, at de faktisk havde druer, og dermed forudsætninger for at kunne dyrke det selv. Pludselig bliver det meget mere virkeligt, siger Karin Margarita Frei.

Ikke flere druer tilbage
Bopladsen Tissø er en af vores rigeste lokaliteter fra vikingetiden i Danmark. Her holdt toppen af samfundet til i form af en kongeslægt, som strækker sig fra yngre jernalder til slutningen af vikingetiden, fra 550 e.Kr. til 1050 e.Kr. Og ifølge forskerne kan vindyrkningen have været et magtsymbol.

- Grundlæggende handler det om, at du kan indtage noget eller gøre noget, som almindelige mennesker ikke kan. Det stiller dig et andet sted end dem, når du kan sige: ’Jeg kan drikke vin, og du kan kun drikke øl’, forklarer Nationalmuseets Sandie Holst.

Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at vindruerne blot er blevet indtaget som det, de var – vindruer – eller måske som rosiner. Der er dog flere ting, der taler for vindyrkning. For eksempel ved man, at vikingerne mødte vin på deres rejser og drak den med velbehag, og man har fundet romerske vinbægre med vinrester i det forhistoriske Skandinavien. Man ved også, at klimaet på den tid var sammenligneligt med det nuværende danske klima og altså muliggjorde vindyrkning.

Men sikre kan vi ikke være. Der er nemlig ikke flere druer at dissekere.

- Nu har vi brugt de to, vi havde. De var små, og vi kan ikke tage flere prøver på dem. Så umiddelbart kan vi ikke sige mere, før vi finder nogle nye. Det positive er, at nu vil arkæologerne i andre udgravninger vil have øje for disse små kerner, også på pladser som er yngre end middelalderen. Alt peger på, at der har været vin, men hvor meget der er foregået lokalt, og hvor stort det i så fald har været … Det ved vi ikke, før vi finder flere, siger Karin Margarita Frei til Videnskab.dk.