Erhvervsleder: Landskasse eller sandkasse?

Men nu er der jo nogle, som aldrig vokser ud af sandkassen. Og som i stedet bliver ved med at lege hele livet. Men i stedet for at lege med sand, så leger de med penge – og desværre i visse tilfælde med andre folks penge? Det er sådanne tanker man må gøre sig, når man ser den leg, som Greenland Venture A/S har kastet sig ud i med samfundets penge.

Greenland Venture er som bekendt et ventureselskab, hvis aktiekapital alene kommer fra landskassen. Selskabets primære formål er at investere i og rådgive virksomheder, der har gode udviklingsmuligheder, og som har behov for kapitaltilførsel for at kunne udnytte og realisere disse muligheder. Det vil sige, at selskabet skal indgå i virksomheder med et kommercielt sigte, hvilket betyder, at de offentlige penge, de sætter i diverse projekter, skal kunne forrentes og dermed bidrage positivt til samfundsøkonomien. Hvilket i sig selv er et godt og nyttigt formål.

Nu har Greenland Venture i fællesskab med et dansk selskab så opkøbt den sidste del af Arctic Green Food, som hverken Royal Greenland eller Arctic Prime Fisheries ville have. Og det er jo nok ikke helt forkert, når man går ud fra, at det er disse sidste dele af Arctic Green Food, som havde hovedparten af skylden for selskabets underskud på 47,4 mio. kr. efter skat i 2006. Den forklaring underbygges også af, at det nye Arctic Green Foods direktør som en af sine første embedshandlinger gjorde klart, at man fortsat regnede med at modtage tilskuddet på 2,5 mio. kr. om måneden fra Landskassen til driften af selskabet.

Er det bare mig der synes alt dette lyder en anelse modsætningsfyldt? Og genkendeligt? Godt nok skal Greenland Venture ifølge deres løst formulerede vedtægter stille risikovillig kapital til rådighed – hvilket i sig selv lyder ildevarslende set i lyset af virksomhedens nuværende øverste medarbejderes forhistorie. Men grønlands økonomi har som bekendt ikke ubegrænsede midler til rådighed. Derfor bør Greenland Ventures skatteborgerfinansierede kapital ikke gambles væk på aftaler som ikke bare lyder risikofyldte, men som fremstår som erhvervsmæssige dødssejlere.

Hvor mange penge skal denne leg risikere at koste det offentligt ejede selskab, og dermed i sidste instans den grønlandske skatteborger, inden Landsstyret indser, at Greenland Ventures bestyrelse skal under anderledes streng og håndfast administration, hvis ikke tingene skal køre af sporet?

Skulle man endelig lave et ventureselskab, som skal danne grundlag for et spirende og innovativt privat erhvervsliv i Grønland – for tanken er OK – så skal det gøres ordentligt. I Danmark har man bl.a. oprettet den statslige organisation Vækstfonden til dette formål. Her er fondens virke reguleret af minutiøse vedtægter og en lovgivning, der udpeger de erhvervspolitiske mål fonden skal forfølge i sit virke.

Desuden har man i fonden valgt at ansætte veluddannede og kompetente medarbejdere, der i fuldt omfang har de formelle og reelle ledelsesmæssige kvalifikationer til at løfte opgaven. Allerede her ser man de to største forskelle på Vækstfonden og Greenland Venture A/S. En anden fremstående forskel er, at man ved fejlslagne projekter i Vækstfonden kan placere et politisk ansvar, såfremt selskabets ageren har medført et tab af de investerede, offentlige midler.

Det kan man ikke i Greenland Venture A/S, da det – meget belejligt – er et formelt uafhængigt aktieselskab, hvor ejerne (Grønlands Hjemmestyre) - læs Landsstyret - kan tørre fingre af i den bestyrelse, de selv har udpeget og den direktør, der er håndplukket af bestyrelsen, såfremt noget skulle gå galt grundet Landsstyrets egen manglede opfølgning på aktionær- og ejerrollen. Vi kender det til hudløshed!

Banen er allerede kridtet op til en erhvervsskandale i svøb. En dag må vi da som samfund komme til den erkendelse, at et eksamensbevis fra Handelshøjskolen må veje tungere end en partibog fra Siumut! Især hvis vi ønsker at en virksomhed som Greenland Venture A/S skal drives som den professionelle kapitalformidlingsvirksomhed, som den oprindeligt var tænkt som!

Nu er det jo selvfølgelig op til den enkelte at afgøre hvorvidt han eller hun vil bruge sit liv på at lege. Der skal være plads til alle, og hvis man vil bruge sit liv på at lege med penge, så skal man have lov til det. Men ikke, hvis det er de hårdt prøvede skatteborgers surt tjente penge man vil lege med!