Bøder: Så klapper coronafælden igen

Tre personer fra Nuuk, Maniitsoq og Paamiut har i denne uge fået bøder, fordi de ikke har overholdt karantænereglerne efter indrejse fra Danmark. Den ene har været på værtshus. Alle tre er efterfølgende testet negativ for Covid-19.

Grønlands Politi har udstedt bøde til tre personer som ikke har overholdt reglerne for karantæner efter man er ankommet til landet fra Danmark. Bøderne er på henholdsvis to gange 3.000 kroner og én gange 6.000 kroner.

Den ene person har været på værtshus, mens den anden har deltaget i en fest hos en bekendt. Begge personer allerede tre dage efter de ankom til Grønland.

Den tredje er en offentligt ansat, som tre og fire dage efter indrejsen har været på kontoret i frokostpausen. Alle tre personer er efterfølgende testet negativ.

Vigtigt at overholde regler trods vaccine

Politimester Bjørn Tegner Bay påpeger, at det om muligt er endnu vigtigere at overholde karantænereglerne nu, hvor vaccinationsprogrammet er sat i gang.

- Selvom vi er gået i gang med at vaccinere, befinder vi os stadig i en meget kritisk fase af pandemien. Det er derfor utrolig vigtigt, at alle, der indrejser i landet, overholder reglerne til punkt og prikke, så vi kan undgå, at der spredes smitte, siger han.

Karantænereglerne fremgår af Selvstyrets bekendtgørelse om betingelser for rejse til og i Grønland, som trådte i kraft den 5. januar 2021.

Må gerne handle og blive testet

Bekendtgørelsen handler blandt andet om ,at indrejsende, der ankommer til Grønland, ikke må deltage i indendørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger, arrangementer og begivenheder før det kan påvises, at de ikke er smittet med Covid-19.

Det er tilladt at tage til et testcenter, foretage helt nødvendige indkøb af dagligvarer og andre fornødenheder, som ikke umiddelbart kan foretages af andre, såfremt mundbind eller visir anvendes.

Powered by Labrador CMS