200.000 til projekt om turisme

Grønland, Island og Færøerne går sammen om en stand på verdens største messe for cruiseturisme. Det støttes af Nora med 200.000 kroner.

Nora, der er en grænseregional komité under Nordisk Ministerråds regionalpolitiske samarbejdsprogram, har netop bevilget fire millioner kroner til 18 projekter.

Blandt andet er der givet 200.000 kroner til et markedsføringsprojekt for cruiseturisme, som Grønland, Island og Færøerne er sammen om.

På verdensstørste messe for cruise-turisme går Grønland, Island og Færøerne sammen om at eksponere sig selv på en fælles nordatlantisk ø på udstillingen, der holdes i Miami i marts 2009.

Grønland, Island og Færøerne har tradition for at samarbejde omkring markedsføring af regionen over for de rederier, der ejer cruiseskibene og planlægger deres ruter.

Desuden er der bevilget 100.000 kroner til et projekt 'Netportal om får og uld'. Her er det tanken at Grønland sammen med Færøerne skal inddrages i projektet, der et samarbejde mellem museer i Norge, Island og Irland. De 100.000 skal bruges til at udvikle en fælles hjemmeside, som skal indeholde historisk viden om får og uld.

Powered by Labrador CMS