Grønlandsk delikatesse om tirsdagen

Det Grønlandske Hus i København vil fremover tilbyde grønlandsk mad

Juliane Reimer Jensen spiste Café Ajamuts middagsret af moskusoksesteg op og får her sin dessert, der består af hjemmelavet æblekage. Foto: Arktisk Media

Københavns udbud af middagsretter fra alle nationaliteter er nu vokset.

Èn gang om ugen, om tirsdagen, kan alle nu få indtaget en middagsret bestående af grønlandsk kød.

Café Ajamut i Det Grønlandske Hus i København startede i går serveringen med et middagstilbud af moskusoksesteg med stegte kartoffelbåde og grøntsalat til 75 kroner.

- Vi har savnet serveringen af varm mad i huset og har nu besluttet at forsøge os med en større målgruppe, siger souschef Niels Ole Jensen, til Sermitsiaq.AG.

Café Ajamut på Løvstræde vil med den nye ordning prøve at udvide målgruppen for det ugentlige tilbud af grønlandsk mad.

– Det er ikke kun herboende grønlændere, vi nu vil have som målgruppe. Alle, der har interesse for Grønland, kan spise i huset. Forleden gæstede en pensionistforening udstillingen i huset, og de supplerede besøget med mad i Café Ajamut, hvor huset sørgede for maden, fortæller Niels Ole Jensen.

- Serveringen i huset har altid givet underskud. Grønlandske råvarer er dyre her i Danmark. Derfor prøver vi med de faktiske priser for en middagsret, og vi håber på, at dette vil komme til at løbe rundt, siger Niels Ole Jensen.

Powered by Labrador CMS