Sisimiut

Kinesiske inspektører inspicerede fiskeindustrien

Inspektionen var afgørende for, om Grønland fortsat kan sælge til Kina

Inspektion på Royal Greenlands fabrik i Sisimiut

Inspektører fra de kinesiske myndigheder har i juli måned inspiceret Royal Greenlands fabrik i Sisimiut.

Og kontrolbesøget har således dannet baggrund for, hvorvidt de grønlandske virksomheder fortsat kan eksportere fisk til Kina, oplyser Royal Greenland.gl.

Have tilladelse
- Inspektionen i Sisimiut skete, fordi de kinesiske inspektører havde krævet at se en grønlandsk virksomhed, der eksporterer fisk til Kina. Royal Greenland eksporterer til Kina og skal derfor ligesom andre virksomheder i Grønland have godkendelse til at eksportere til landet, siger kvalitetschef Dorthe Korsgaard fra Royal Greenland til Royal Greenland.gl.

Under de kinesiske inspektørers besøg i Sisimiut i dagene fra 3.-5. juli, deltog også repræsentanter fra Fødevarestyrelsen i Danmark, Danish Seafood Association, direktør i Royal Greenlands fabrik i Kina samt Royal Greenlands kvalitetsafdeling i Nuuk.

Enkelte forbedringer
- Inspektionen på Royal Greenlands fabrik i Sisimiut var således afgørende for, om alle grønlandske virksomheder, der eksporterer fisk til Kina, kan bibeholde deres eksporttilladelse. Under inspektionen på fabrikken i Sisimiut blev der noteret enkelte ønsker om forbedringer, men alt i alt blev fabrikken i Sisimiut - og dermed det grønlandske fiskeri - godkendt til eksport til Kina, siger Dorthe Korsgaard.

Inspektionen
Inspektørerne inspicerede blandt andet indhandlingen på fabrikken, temperaturer samt kvaliteten af råvarerne. Og ud over at tjekke dokumenter, tjekkede kineserne de danske fødevaremyndigheders kontrol på fabrikken.

Bundgarnsfiskeri
Inspektørerne fra Kina fik under inspektionsbesøget i Sisimiut mulighed for at se på bundgarnsfiskeri i fjorden i nærheden af Sarfannguit. Her fik de kinesiske gæster mulighed for at fiske - og fange de første fisk i deres liv.

Danish Seafood Association havde koordineret turen til Sisimiut.

Powered by Labrador CMS