Kinesisk atomkraftselskab klar til at tage imod radioaktiv malm fra Kuannersuit

Medejeren af Greenland Minerals Ltd, Shenghe har dannet et selskab sammen med det statsejede China National Nuclear Corporation, der har ansvaret for både de civile og de militære atomprogrammer i Kina.

Shenghe, der ejer 12,5 procent af aktierne i Greenland Minerals Ltd (GML) har dannet et selskab sammen med det statsejede selskab China National Nuclear Corporation. Det skriver GML i en meddelelse,

Ifølge meddelelsen danner Shenghe Resources Holding Co Ltd et joint venture selskab sammen med et datterselskab af China National Nuclear Corporation (CNNC). Shenghe vil eje en andel på 45 procent i det nye selskab, der får navnet Hua Sheng.

Skal håndtere radioaktivt malm

Hua Seng vil blandt andet få til opgave at importere, eksportere og handle sjældne jordarter, der indeholder radioaktive isotoper, fremgår det af meddelelsen.

- Shenghes engagement i Hua Sheng Mining giver en autoriseret vej for at modtage, bearbejde og adskille de sjældne jordarter fra radioaktive materialer, som er importeres til Kina fra Shenghes udenlandske forekomster af sjældne jordarter, står der i meddelelsen fra GML.

I august sidste år underskrev GML og Shenghe en hensigtserklæring om, at Shenghe er parat til at overtage den samlede mængde af sjældne jordarter udvundet på Kuannersuit.

Statsligt selskab

CNNC medbringer nu den nødvendige tekniske viden til at adskille de radioaktive materialer fra de sjældne jordarter, fremgår det af pressemeddelelsen.

CNNC har ifølge Wikipedia det fulde ansvar får både det civile og det militære atomprogram i Kina. Det drives som et eget selskab, men er hundrede procent ejet af den kinesiske stat. Premierministeren udnævner både direktøren og vicedirektøren i selskabet.

CNNC blev dannet i 1988, da det tidligere Ministerium for Nuklearindustri blev omdannet til et selskab.

Powered by Labrador CMS