Kinas befolkning skrumper for første gang i over 60 år

Etbarnspolitikken og meget høje priser på uddannelse er medvirkende til, at Kinas befolkning er blevet mindre.

Fra udgangen af 2021 til udgangen af 2022 er Kinas befolkningstal blevet lavere. Det er første gang, at det er sket siden 1961. (Arkivfoto)

Kinas befolkningstal faldt i 2022 for første gang siden 1961. Det viser tal fra Kinas nationale bureau for statistik.

Landet havde 1,41175 milliarder indbyggere ved udgangen af 2022 sammenlignet med 1,41260 milliarder et år tidligere.

Det lavere befolkningstal ses som en historisk begivenhed, som flere forventer bliver starten af en lang periode med nedgang i befolkningstallet.

Der er endda forventninger om, at Indien kan blive verdens folkerigeste land i løbet af det kommende år.

Rekordlav fødselsrate

Fødselsraten i Kina i 2022 var på 6,7 fødsler per 1000 personer sammenlignet med 7,52 fødsler per 1000 personer i 2021. Det er den laveste fødselsrate, der nogensinde er målt i det enorme land.

Der blev også registreret den højeste dødsrate siden 1976 i landet. I 2022 blev der registreret 7,37 dødsfald per 1000 personer sammenlignet med 7,18 dødsfald per 1000 personer et år tidligere.

Dele af den demografiske nedtur kan tilskrives Kinas etbarnspolitik, der gjaldt fra 1980 til 2015. Desuden har enormt høje priser på uddannelse fået mange kinesere til at udsætte at få børn eller helt lade være med at få børn.

Kinas strenge politik om nul tilfælde af coronavirus, der blev droppet i december, har overvældet mange sygehuse og skaber ifølge eksperter endnu mere dystre fremtidsudsigter for Kinas demografi.

Vil falde drastisk frem mod 2050

Lokale regeringer i Kina har siden 2021 opfordret folk til at få flere børn. Det er blandt andet blevet gjort ved at love skattefordele, længere barselsorlov og boligtilskud. De tiltag ventes dog ikke at kunne vende trenden på den lange bane.

Eksperter fra FN forventer, at Kinas befolkning vil være skrumpet med 109 millioner i 2050.

Det har fået kinesiske demografer til at konstatere, at den kinesiske befolkning bliver gammel, før den bliver rig. Ifølge demograferne vil det sænke økonomien, fordi indkomsten vil falde og regeringens gæld vil stige, når den skal tage sig af en aldrende befolkning.

Powered by Labrador CMS