Gå til hovedindhold

Kina fortsætter ufortrødent sine militærøvelser ved Taiwan

Det var forventet, at kinesiske militærøvelser ved Taiwan ville ende søndag. Men de fortsætter, siger Kina.

Kina har mandag fortsat sine omfattende militærøvelser ved Taiwan.

Det meddeler den kinesiske regering, dagen efter at mange havde regnet med - og opfordret til - at øvelserne skulle ende.

- Folkets befrielseshær fortsætter med at udføre fælles øvelser og træning i havet og luftrummet omkring Taiwan, skriver Kinas militær i en udtalelse.

Militærøvelserne er Kinas hidtil største omkring Taiwan.

De blev iværksat, umiddelbart efter at den højtstående amerikanske politiker Nancy Pelosi havde været på besøg i Taiwan. 

Pelosi er formand for Repræsentanternes Hus og nummer tre i USA's politiske hierarki. Besøget var USA's mest prominente i Taiwan i årtier.

Besøget skabte stor vrede hos Kina, som mener, at Taiwan hører under Kina. 

Foruden de store militærøvelser har Kina blandt andet suspenderet flere samarbejdsaftaler med USA. Herunder om klimaforandringer og forsvar.

Kinas igangværende militærøvelser har inkluderet brug af kampfly, krigsskibe og ballistiske missiler. Militæranalytikere har beskrevet øvelserne som en mulig forberedelse på en kinesisk invasion af Taiwan.

Taiwan ligger øst for Kina og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system. 

Kina anser omvendt Taiwan som en del af sit territorium, selv om parterne har haft hver deres styre, siden borgerkrigen i Kina sluttede i 1949.

Officielt mener også USA, at Taiwan hører under Kina. Kina har dog opfattet Nancy Pelosis besøg som en slags legitimering af Taiwan.

Under Pelosis besøg mødtes hun med den taiwanske præsident, Tsai Ing-wen. Hun talte desuden til Taiwans parlament.

Pelosi har selv sagt, at hendes besøg gjorde det "utvetydigt klart", at USA ikke vil svigte en demokratisk allieret som Taiwan.

Der er omkring 23,5 millioner indbyggere i Taiwan.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER